Der gik et godt stykke tid, fra jeg tændte for amerikanske Nick Butchers seneste album, til jeg rent faktisk bemærkede – altså kunne høre – at det spillede, at der kom musik ud af højttalerne. For Bee Removal er ikke bare ganske lavmælt det meste af tiden, det er også ret ikke-musikalsk og falder nemt ind blandt alle lyde, der omgiver os.
Butchers forrige album, The Complicated Bicycle, blev udråbt af det til tider højpandede tidsskrift The Wire til noget nær et mesterværk med sine minimalistiske kompositioner. På Bee Removal er udtrykket næsten blevet endnu mere minimalt, hvis det ellers kan lade sig gøre. Alle numre er bygget op af små optagelser af bl.a. løse byttepenge i lommen, et passerende tog, gamle orgler og en larmende motor i en båndoptager. Optagelser, Butcher samler og klistrer sammen til en slags musik.
Den simple brug af rytme og gentagelse på gentagelse af det mest ubetydelige stykke støj, du længe har hørt, er næsten Butchers varemærke. Det er ikke musik – eller hvad vi nu skal kalde hans udfoldelser – som man kan vaske op til, for Butchers kompositioner forsvinder i klirren fra glas og sølvtøj, der ligger og gnider i baljen. Hellere på med hovedtelefonerne og gå i trance med lukkede øjne.
Jeg kan godt blive lidt i tvivl om, hvorvidt Nick Butcher forsøger at skubbe grænserne for musik, eller om han egentlig bare instinktivt følger sin musikalske lyst. Men der er noget tiltrækkende ved hans ukonventionelle, musikalske ideer, hvor han næsten ignorerer en eventuel lytter. Det gør, at Bee Removal virker interessant uden at virke forceret. Eller kunstig. Så jeg vælger instinktivt at lytte og lege med på hans barnlige musikalitet. Og det giver god mening for oplevelsen.
Bee Removal er meget mere rytme end melodi. Faktisk er det eneste sted på albummet, hvor jeg nynnede med, albummets tredje skæring, hvor minimale dunk og falske kirkeklokker leger velordnet tagfat på en hvislende bund, der ca. halvvejs gennem de ni minutter får selskab af en guitar, inden en bølge af støj vælder op. Ellers er det beats og ensformige toner kombineret med koklokker (eller noget, der lyder som koklokker), som præger et udpræget ambient album, der aldrig – eller kun få steder – kan overdøve opvasken.
Det bliver en smule ensformigt i længden, for variation er ikke et begreb, Butcher arbejder med. Derfor kræver det sin lytter at dele samme interesse for mikroskopiske, og hvad der for mange vil være ligegyldige, variationer i beat, tone og kradsende støj.
Med blot syv numre på en lille halv time er Bee Removal hurtigt ovre, og albummet slutter, som det starter; med knap at have gjort væsen af sig. Uden fokus på musikken og uden tid og plads til at lade tankerne vandre er albummet næsten ikke værd at lytte til. Det er et album, der, når det høres med de rigtige, ufokuserede tanker på spil bag lytterens lukkede øjne, skaber de smukkeste manifestationer af barndomsminder blandet med minimalistisk, musikalsk enkelthed, som Butcher har fundet frem skjult i de objekter, vi omgiver os med til dagligt. Dén blanding af koncentration og flydende tanker kan være svær at opnå – jeg har i hvert fald stadig ikke oplevet hele albummet på denne måde. Men i de øjeblikke, det er lykkedes, giver Butchers musik god mening. Lad det være en anbefaling til, hvordan Bee Removal skal indtages for at opnå det størst mulige udbytte.
