The Dodos. Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk
Tromme er det nye guitar, fristes man til at sige her otte år inde i det 21. århundrede. Mens de fleste af det 20. århundredes musikere kastede guitaren i front for at hylde dens ukontrollerede vildskab, der appellerede bredt til de hvinende teenagere, pga. dens symbol på oprør, synes der at være et skifte på vej. Dengang var det folk som Eric “Slow Hand” Clapton, Keith Richards, Slash, Jimmy Page osv., der blev sat op på en piedestal, mens Sonic Youth og Keiji Haino gjorde alt, hvad de kunne for at vride nye lyde ud af det fortærskede instrument. I al den tid fungerede bas og trommer ofte kun som en basis, hvorpå guitaristen kunne excellere.
Den tid synes at være forbi. Der er i hvert fald en del nyere bands, der glubsk har kastet sig over trommernes potentiale. Måske mest proklamerende på Liars’ Drum’s not Dead, men en hel del andre grupper baserer også deres udtryk på rytmer.
The Ruby Suns
To af dem blev præsenteret på Loppen torsdag aften. The Ruby Suns består primært af multi-instrumentalisten Ryan McPhun, som denne aften havde selskab af Amee Robinson, der lige som McPhun spillede diverse elektroniske instrumenter, bas og trommer. Meget af lyden kom fra samples og ja, vel egentlig decideret playback, men det fungerede overraskende godt, fordi de trods alt sang og spillede trommer oveni, hvilket skabte sådan en halvt dj/halvt live-spillet oplevelse.
McPhun har rejst en del rundt i Afrika, hvilket i høj grad præger sangene med lyse, polyrytmiske guitar-melodier og energiske tribal-rytmer. Samtidig er The Ruby Suns også grundigt forankret i indiepop-miljøet, hvorfor de nærmest lød som Beat Happening eller The Magnetic Fields, der havde opdaget en opsamling med vestafrikanske kunstnere. Aftenen igennem kommunikerede de med publikum med klassisk selvudslettende, selvironisk attitude, men de turde da bede det lidt tøvende publikum om at rykke nærmere, og det lykkedes faktisk at varme det pæne fremmøde mere op, end hvad bandet selv gav indtryk af.
The Dodos.
The Dodos
Dermed var vejen banet for The Dodos, og her kunne man især mærke publikums forventningsglæde. Den blev da bestemt heller ikke svigtet. The Dodos har opstøvet en lidt anden musikalsk tradition, nemlig bluesen, men den spiller Meric Long så også med så meget overskud og teknisk snilde, at man skulle tro, han var født omkring Mississippis bredder. Et sikkert greb om den hurtigt fingerspillede blues med indslag af slide-rør styrede aftenens begivenheder.
Der, hvor The Dodos så giver deres bidrag til udforskningen af rytmer, er Logan Kroebers helt eminente, hurtige tamtam-udforskende trommespil, der ligger utrolig sikkert på beatet og samtidig spilles med en energisk koncentration, som gjaldt det afmonteringen af en bombe. Samtidig havde de en vibrafonist med, der også til tider tæskede så hårdt, han kunne, på en hårdt opspændt gulv-tamtam for at forstærke de medrivende rytmer. Når først de for alvor satte ind, kunne publikum slet ikke lade være at huje.
Deres placering midt mellem Devandra Banhart og Animal Collective, men med et koncentreret fokus på traditionel, akustisk blues, var en indiskutabel succes. Til trods for The Ruby Suns meget charmerende sange, var det alligevel The Dodos, der slog de største vejrmøller under den lavloftede scene med deres uforfalskede spilleglæde. To forbilledlige eksempler på hvordan trommerne sagtens kan få en langt mere fremtrædende rolle og samtidig få publikum til at hvine.
The Ruby Suns:
The Dodos:
