Hors d’oeuvre er et udtryk fra madlavningen, hvor det er betegnelsen for en lille kold anretning, der serveres før det primære måltid. På fransk bruges det dog også i betydningen bi-ting. Det er svært at afgøre, hvad der ligger i bandets navn i det her tilfælde. Yeast er i hvert fald ikke en bi-ting, dertil er pladen alt for gennemført. Når man vel at mærke har fået den ind på livet.
Plader, der vokser på en, er svære at have med at gøre. Det er så mærkværdigt, når man pludselig trommer med eller hopper op i luften til en plade, man afviste uden diskussion, første gang man lyttede til den. Det er næsten umuligt at sætte ord på, og det gør det selvfølgelig lidt uheldigt, når det netop er det, man skal som anmelder. En passende sammenligning kunne være følelsen, når en person, man kender godt, lister sig ind på en bagfra og dækker ens øjne med hænderne. Det er lidt ubehageligt, men som regel bringer det også smilet frem.
Efterhånden som Yeast bevæger sig ind på mig, træder mit smil også frem. Grunden til, at det går lidt langsomt, er, at albummet først for alvor åbner sig, når The Hors d’Oeuvres slipper håndbremsen og spiller igennem for fulde gardiner. Det sker nogenlunde på albummets midte, omtrent samtidig med at der i pladens titelnummer synges »got a message to those who dont know: you’ve got to let yourself go, if you wan’t to rock n’ roll«. Det kan man vel kalde et opråb til sig selv.
Herfra ser de sig i hvert fald ikke tilbage, og der kommer meget mere tyngde og riv i guitarerne, ligesom udtrykket i sig selv bliver lidt mere tungt og fyldigt. Selvom Justin Schoenings såkaldte space-guitarer begejstrer fra første sekund, de indtræder, kommer de endnu mere til sin ret på det, man kan kalde albummets anden halvdel. F.eks. på “Come On Sugar”, fordi det udsvævende psykedeliske er en god modvægt til den mere bastante, retningsgivende rytmebund.
Schoening giver den meget ligefremme rock’n’roll-fornemmelse kant og særegenhed, samtidig med at man spidser ører for at fange det, der foregår i baggrunden. Og generelt er det værd at understrege, at det psykedeliske univers klæder Hors d’Oeuvres, f.eks. på “Always Be This Way”, hvor der er lagt ekko på vokalerne. Specielt i koblingen med den lidt tungere rockvariant, der peger i retning af Queens of the Stone Age, befinder Hors d’Oeuvres sig godt. Især er pladens afsluttende to minutter virkelig fremragende.
I pressemeddelelsen står der, at The Hors d’Oeuvres spiller ørkenrock, og selvom inspirationskilderne er tydelige, så synes jeg ikke helt, at The Hors d’Oeuvres samlede lydbillede berettiger til brugen af termen ørkenrock, der udspringer fra de såkaldte ørkenfester i og omkring byerne i Sydcaliforniens ørken. Dertil er lyden ikke helt tung nok. Det her lyder mere som en tur i kælderen med en mere psykedelisk og rockrullende udgave af Queens of the Stone Age. Og vel at mærke ikke til en lille kold forret, men til et hovedmåltid. Det er besøget værd.
