Først et surt opstød: I min verden er det et scoop at få The Perceptionists til København. Og når man nu har en dygtig booker, er det synd, at spillestedet på mange områder halter efter flere københavnske ditto. For selvom f.eks. Vegas meget strikse »på til tiden«-politik kan synes lige kontrollerende nok – især for rapperes tendens til at gå endog meget sent på – er det direkte dumt at gå tre timer over det annoncerede starttidspunkt, især hvis man vil brande sig selv som et seriøst musiksted. Det resulterede da også i, at Undertoners fotograf måtte gå hjem, før bandet overhovedet kom på scenen. Så på den location-mæssige front var gårsdagens koncert som at få en Michelinstjerne-restaurants 14-retters menu serveret på McDonalds.
Without further delay: Jeg er i den grad paf, da jeg kommer op til Rusts koncertgulv omkring kl. 23. Der er larmende tomt, og kun et enkelt par danser – nærmest i trods – til dj’ens rytmer. Konklusionen må være, at jeg ikke er på bølgelængde med det københavnske hiphop-publikum. For to uger siden et feststemt, fyldt Rust til Pharoahe Monch. To dage senere et udsolgt, proppet Lille Vega til Atmosphere-koncert. I går, til to af den alternative raps mest intense, dygtigste og mest seværdige performers, var der mere end halvtomt. Kun fordi der var en del mennesker, der alligevel var i byen, blev Rust fyldt bare en lille smule op. At det så overhovedet ikke havde indflydelse på Perceptionists’ præstation, tjener til deres ros.
Publikum og dets størrelse har ellers normalt betydning for, hvordan en koncert forløber, og ikke mindst for intensiteten af den. Det betyder, at en koncert nemt kan blive en tam affære, hvis der ikke er særligt mange mennesker. Derfor var jeg skeptisk inden koncerten startede, især efter en noget pauver opvarmning. Men Mr. Lif og Akrobatik gjorde min frygt totalt til skamme, da de i dén grad fyrede op under hinanden og det publikum, der trods alt var.
The Perceptionists er på mange måder et odd couple. Akrobatik er en krydsning mellem en fuldblodsgangster og en football-spiller, mens Mr. Lif med briller, rastafletninger og sin absurd sære, næsten karikerede mimik er hiphoppens svar på The Nutty Professor. Men den noget specielle combo ser ud til at fungere, for på deres eneste fuldlængdealbum, Black Dialogue, leverer de noget af det mest intelligente og alligevel lyttevenlige, samfundskritiske rap, man kan få, og det gjorde de også onsdag aften.
Fra min position i anden række kom jeg så tæt på de to herrer – og især Mr. Lif, der er en af mine favorit-MC’s – at jeg fysisk og mentalt blev suget ind i deres univers og totalt opslugt skiftevis enten hoppede op og ned som en vanvittig eller stod med armene over kors, målløst lyttende. Intensiteten var helt i top med beatdrevne numre som “Let’s Move”, “People 4 Prez” og det Bush- og Irak-krigskritiske “Memorial Day”, ligesom der også var plads til det eftertænksomme, men mindre fistpumpin’ “Love Letters”. At stå så tæt på to så dygtige rappere og nærmest føle, at de rapper til én, er ubetaleligt, og det var næppe sket, hvis Rust havde været fyldt til randen. Der må i sandhed siges at være fordele og ulemper ved et lille publikum.
Hvad der inden koncerten syntes at være en ulempe, bliver til et overraskende plus, for mod alle odds hiver Mr. Lif og Akrobatik stikket hjem og efterlader mig med så mange indtryk, blandt andet af Mr. Lifs intense, stikkende vanvidsøjne, at jeg ligger og vender og drejer mig i min seng, da jeg kommer hjem, ude af stand til at sove. Det må være dét, der kaldes at efterlade et uudsletteligt indtryk, og der er mange hiphoplyttere, der bør ærgre sig over ikke at have plottet denne koncert ind i kalenderen.
