Hvor er det, man skal gå hen, når livet gør rigtig ondt? Det mest oplagte er at gå ind i sig selv, afsøge krogene i sit sind og prøve at komme overens med smerten. Tage den på sin kappe om man så må sige. Nu kan jeg ikke sige noget om, hvorvidt When Your Blackening Shows er et resultat af, at livet har gjort ondt på Anna Brønsted, der er projektets hovedkvinde, men hun afsøger i den grad de mørke, indadvendte sider af sindet.
Det faktum, at pladen er indspillet på en nedlagt landsbyskole, kommer i hvert fald ikke som en overraskelse, og især “The Samaritan” giver – med dyb bas som bund og hvad der lyder som fingre, der stryges hurtigt hen over et klavers strenge – en fornemmelse af at vandre gennem forladte, tomme gange, hvad enten det så er en skoles fysiske eller sindets psykiske.
Brønsted, der bl.a. også er livemusiker i Efterklang, har begået et album af den nærgående slags. Det går tæt på smerte, sorg, forelskelse – og alle de andre blå mærker, man nu engang kan få, når man har følelser for en anden person. Som det hedder i pladens titelnummer: »Pull back your velvet drapes/show me the bruises you’ve shaped«.
Helt oplagt til den slags lyrik er pladen båret af følsomt klaver, tværfløjte, violin, der helt som det sig hør og bør smyger sig om mig, men – og her kommer noget af det helt afgørende fremhævelsesværdige ved When Your Blackening Shows – også orgel, der bliver spillet med fantastisk indføling og evne af Palle Hjort og på næsten samtlige numre tiltager sig en central position.
Selvom jeg må indrømme, at det indimellem er ved at blive for meget med Brønsteds lyse vokal i et ofte meget højt toneleje, og at albummet har en indlejret apati, man får lyst til at råbe noget handling ind i, så klarer When Your Blackening Shows skærene, primært på grund af sine fine lyrik. Jeg synes f.eks., at den førnævnte sætning – og den følgende fra “Watermark” – er smukke og karakteristiske for pladens melankolske univers: »Your sorrows were engraved in my veins/while I grew in your shadow«.
På trods af den lyriske skønhed må man dog samtidig erkende, at det ikke er et album, man bør investere i, hvis man har det svært med smerte-dyrkelse, forstået på den måde, at smerten på When Your Blackening Shows holdes ud i strakt arm, dissekeres og afsøges for sine forskellige udtryksformer. Og selvom der ganske vist er lys i mørket, når Brønsted i den sidste del af “Cardia” synger: »Elevate me, elevate, elevate the element of love«, mens Hjorts orgel smyger sig virtuost omkring hendes vokal, så er det så absolut et udpræget efterårsalbum med fokus på de svære, mørke følelser.
Men det er så absolut ingen skam, for efteråret nærmer sig med hastige skridt, og der er ingen tvivl om, at Brønsted, hendes gæstemusikere og de dygtige producere, Søren Bigum og Moogie Johnson, har skabt et album, der med indadvendte, melankolske kompositioner passer godt til årstiden. Og der er heller ingen tvivl om, at det her er et album, der kan få tårerne til at trille, hvis det fanger sin lytter på en af de dage. Det er gnistrende følsomt med fokus på følelser, men det er også blændende smukt.
