Repetition har altid været et kendetegn for Oneidas ekskursioner udi det ganske standardiserede mærkat eksperimenterende rock. Omdrejningspunktet har været den snart udløsende, snart indkapslede energi, som repetitionen giver lytteren.
Hvor man på hovedværket Each One, Teach One oplevede, at den afmålte bevægelighed i harmonien og de udpræget udviskede dronekvaliteter blev forløst igennem punkens energi, synes bandet at være gået nye og friskere veje ved at sætte alt på et bræt. Improvisations-formen er således entydig, og der gives ikke ved dørene, når denne trio-besætning sætter stikket i og lader tilfældighederne råde.
For det er tilfældighederne, der både styrker og enkelte steder skæmmer Preteen Weaponrys eksplosive udladninger, der i al sin enkelhed er tituleret “Teenage Weaponry 1”, “2” og “3”. De knapt så fine passager vil undertegnede vende tilbage til, for der skal først og fremmest slås til lyd for, hvor vitale og fremragende Oneida stadig er.
Der er ingen tvivl om, at der har været en del nye steder at gå efter, og at der de seneste syv år har været en klart defineret opblomstring, der har inspireret de forskellige bands på kryds og tværs – ingen nævnt, ingen glemt – men samtidig skal man huske på, at Oneida er gamle i dette game og til en vis grad har været en inspiration for visse dele af den nyere NY-scene. Det har imidlertid ikke betydet, at der ikke løber strømninger den anden vej, og det lader derfor til, at Oneida med en ny programerklæring og en konceptuel trilogi (hvem nævnte Sonic Youth?) om menneskers forhold til deres forældre har ønsket at viske nogle tavler rene for at komme videre i teksten.
Improvisationen er derfor et helt centralt element, der både udgør musikken og mere til. De børster tænder med deres hidtil erhvervede evner så at sige, og undertegnede skulle hilse og sige, at det lyder godt.
Det er reminiscenser af såvel amerikansk som engelsk postrock, der er på færde, hvilket på overraskende vis blotlægger Oneidas musikalske inspirationskilder. Alt, hvad der ligger af klar progressiv rock fra Canterbury-scenen frem til den mest komiske slutning som Joy Division, synes evident, når de rullende bas-ostinater og klare instrumentale figurer giver mindelser om tidligere tiders triumfer i musikhistorien og til stadighed også peger fremad.
For Oneida er ingenlunde postrock, og de er lige så genrefornægtende som altid, men det er immervæk fantastisk at høre, hvorledes de med en »ingen pis«-formel formår at revitalisere deres musik.
I de første gennemlytninger synes Preteen Weaponry at sparke en vis legemsdel til himmels, men trætheden melder sig i visse formale træk efter denne ihærdige lytten til pladen, der er til for lukke plader op og ikke i. Når Oneida ikke formår at holde lytteren fanget, fungerer pladen i stedet som lydtapet, og selvom den til tider harske støj vil overtage rummet, hvori man sidder, folder instrumenterne hver især numrene sammen til små kuponer, der passende kan forsøges indløst ved næste lyt.
Det er så grund nok til at sætte pladen på endnu en gang for at vurdere, om den vil vokse på endnu længere sigt. Hvis det ikke er tilfældet, kan de fleste jo bare drømme om at se Oneida live i fuldt vigør.
