Da første skæring på Wagonwheel Blues toner frem i højtalerne, ryger jeg direkte tilbage til 80’erne og om på bagsædet af min fars Saab 900 – på vej mod endnu en ukendt campingdestination. Forsanger Adam Granduciels vokal lyder nemlig fuldstændig, som hvis C.V. Jørgensen sang på engelsk. Så starten er lovende, men overraskelsens sødme varer kort.
Granduciels C.V.-lyd er faktisk en af de mest interessante ting, der er at sige om Wagonwheel Blues. Selve pladen er nemlig lidt som tyske motorveje. Velbyggede, men noget nær endeløse, og der bydes undervejs ikke på mange variationer over temaet asfalt. Det skulle da lige være fart. Med flimrende guitarer males der – nogle gange næsten endeløse – lydbilleder, der udgør fin baggrundsstøj til dagdrømmerier og tankeflugt, og som næsten skubber The War on Drugs ind i space rock-kategorien.
Men de holder sig til det ærkeamerikanske og især inspirationen fra Bruce Springsteens og U2’s stadionrock, der på mange måder er ganske charmerende og lytteværdig, men i The War on Drugs’ variant bliver både ensformig og en anelse for meget copy paste. Og selv om de prøver – og sine steder har held til at tilføje deres egne krydderier – lyder det for meget som noget, jeg allerede har hørt rigtig mange gange: Hov, der var Broadcasts sitrende, elektroniske lydbilleder. Hov, der var Sonic Youths guitarlyd som baggrund for Adam Granduciels i øvrigt ganske fine tekster. Hov, der var Modest Mouse – bare i popformat uden kant.
Når jeg lytter til Wagonwheel Blues, har jeg det i hvert fald lidt, som når jeg på bilferierne lænede hovedet tilbage og kiggede ud ad bagruden og op i himlen i et forsøg på at få tiden til at gå. Skyernes susen forbi ovenover havde dog en uheldig sidegevinst: Selvom det et stykke tid var rart at flyde med tankerne, blev jeg før eller siden køresyg, og vi måtte ind på en rasteplads, så jeg kunne få et hvil og komme til hægterne.
Naturligvis får jeg det ikke decideret dårligt af at lytte til Wagonwheel Blues, men jeg keder mig ganske bravt undervejs. Til trods for sin gode begyndelse og sit udmærkede kompot af forskellige inspirationskilder har albummet ganske enkelt ikke det selvstændige output, en debut bør have for at skille sig ud fra mængden, og havde jeg siddet på bagsædet i en bil, havde jeg uden tvivl lagt hovedet bagud.
Taking the Farm: [audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/takingthefarm.mp3]
