Det er et godt stykke over 10 år siden, at Conor Oberst udgav sit seneste album under eget navn, Soundtrack to My Movie fra 1995. I den mellemliggende tid har Conor Mullen Oberst haft gang i et hav af projekter, bl.a. Commander Venus og Park Ave. – og så selvfølgelig sit hovedprojekt Bright Eyes, med hvem han har udgivet seks plader.
Det er således en imponerende produktiv mand, vi har at gøre med. Til sit fjerde udspil i eget navn har han valgt at flytte sig selv og sit til lejligheden nedsatte band, The Mystic Valley Band, op i de mexicanske bjerge – ud i det, der ligner det rene ingenting, men faktisk både er et et ufo-hotspot og adresse for en aztekisk pyramide. Og hvad laver man sådan et sted? Bliver man ensom? Bliver man glad? Lidt af begge dele?
Jeg tror, at Conor Oberst har haft alle tiders miljø for at slippe fantasien løs og skrive nogle forrygende sange. Og så har han og hans slæng haft det sjovt. Selv om der flere gange er stemninger, der er indadvendte, måske endda nærmer sig det sorgmodige, så forsvinder stemningen af fællesskab på intet tidspunkt. Og at det netop har været ganske sjovt, understreges af de country-inspirerede numre, der kommer i en jævn strøm gennem hele albummet – med det fantastiske “I Don’t Want to Die (in the Hospital)” som højdepunkt.
Det er min fornemmelse, at Conor Oberst med sine stilbrud har ønsket at træde et lille skridt væk fra Bright Eyes-universet, dog uden at kunne – eller ville – slippe sin fine lyrik: »I wanna be your bootlegger, mix you up with something strange « og »If I go to heaven I be bored as hell / Like a little baby at the bottom of a well« fra henholdsvis “Get-Well-Cards” og “Milk Thistle”, sidstnævnte i øvrigt et klassisk Bright Eyes/Conor Oberst-nummer.
Og netop med sine tekster viser Conor Oberst, hvor dygtig en sangskriver han er. I mine øjne er det i hvert fald et af hans helt særlige kendetegn, og den mening er kun blevet bekræftet af denne plade. At jeg undervejs flere gange syntes, at det var som at høre Bob Dylan, er måske i sig selv en pointe, der understreger dette?
Således kan man altså ikke sige, at Conor Oberst overrasker – det skulle da lige være hans umiddelbare begejstring for country-genren. Alligevel sidder man på kanten, hver gang et nyt nummer starter, i spænding over, hvad han mon nu finder på. Og selv om der for nogle sikkert kan blive lidt for meget røvballe på enkelte numre, er der samtidig en befriende løssluppenhed over stilskiftet, vel at mærke uden at det påvirker kvaliteten. Med det her udspil understreger Conor Oberst sine kvaliteter som musiker og sangskriver – uanset hvilket projekt, der så lægger navn til hans udfoldelser.
