Der er måske nogle læsere, som uden at vide det, har set Peter Broderick spille. Den unge, amerikanske musiker, der er i starten af tyverne, har nemlig den sidste tid ledsaget danske Efterklang som violinist. Men i virkeligheden er hans yndlingsinstrument klaveret, hvor han efter sigende tilbringer meget tid med at sidde og spille små melodier og lade tiden flyde forbi.
Float er hans nyeste album, som efterfølger minialbummet Docile, hvor Broderick udelukkende spillede klaver. På Float er instrumentparken blevet udvidet væsentligt, men udtrykket ligger i lige forlængelse af forgængeren. Albummet udkommer på det engelske selskab Type, der nærmest er grundlagt på denne type musik, hvor klassiske instrumenter – nogle gange ledsaget af elektroniske – får lov til at fylde stilheden med små melodier ofte præget af melankoli. Den formel er der kommet mange gode album ud af, og Float kunne meget vel være et af dem.
Men det er det underligt nok ikke. Det har ellers alle elementerne, der burde få de store følelser i spil under lytningen. Mange af de simple klavermelodier virker bekendte, selv om de sikkert ikke er det. Flere af stykkerne bliver, når man læser deres titler “A Glacier” og “A Snowflake”, ledsaget af indre billeder og flyveture henover et hvidt, endeløst landskab med en enlig isbjørn. Og Peter Broderick bygger op efter alle kunstens regler, så et nummer som “A Beginning”, der er albummets sidste, ikke bare gentager melodien fra åbningsnummeret, men også får tilføjet strygere på det rette øjeblik, hvor den indre film viser helten endelig kysse heltinden.
Alt er således linet op til den store, følelsesmæssige oplevelse – ikke overdrevet, men præcist, eftertænksomt og forfinet kombinerer Broderick primært klaver og strygere til en flot cocktail. Han charmerer lytteren så meget, at denne anmelder næsten føler sig skyldig ved ikke at blive berørt af hans musik. Og det er endnu værre, at det er svært at sætte finger på, hvorfor det ikke sker. For alle de elementer, jeg normalt holder af, er til stede.
Efter en del sjæleransagelse er jeg er nået frem til, at det har noget at gøre med den næsten for arketypiske komposition af de fleste numre. Broderick overrasker intet sted på albummet (bortset fra en enlig banjo), og det kan måske lyde lidt hårdt, når hans kompositioner nu er så fine. Men det er netop homogeniteten, der får Float til at lyde som et album, som mimer andre moderne, musikalske minimalister. Og på en måde er det også, som om Broderick mimer hele genren. Float mangler simpelthen en smule liv, en smule mere af Broderick selv.
For andre vil albummet være ufatteligt smukt og sikkert kunne lindre en såret sjæl. På en måde er det noget, jeg godt kan misunde dem, for jeg kan faktisk godt høre, at det er det, Broderick gerne vil opnå – jeg føler det bare ikke selv. For mig er Float – og jeg er ked af at indrømme det over for mig selv – ’bare’ endnu et album på det selskab, der hedder Type Records.
Lyt til “Something Has Changed”:
[audio:http://www.peterbroderick.net/wp-content/uploads/2010/05/07-Something-Has-Changed.mp3]
