Nyt album fra UNKLE. Det er lidt ligesom at rende ind i en gammel ven. En ven som undertegnede ikke rigtig har dyrket i mange år. Faktisk ikke siden dengang i 1998, hvor UNKLE udgav deres længe ventede og hypede debutalbum Psyence Fiction. Med blandt andre James Lavelle og DJ Shadow i ombord fremstod pladen nærmest som en form for meta-album. Et ypperligt soundtrack til sen-90’erne. Her blev især elementer af tidens dominerende stil, triphop, serveret på en ualmindelig original og dragende måde.
Siden faldt hypen og opmærksomheden omkring UNKLE til et mere almindeligt niveau, og forklaringen på det er nok, at debutalbummet på mange måder virkede som et definitivt værk, og at der gik hele fem år mellem debuten og dens efterfølger, Never, Never, Land. Desuden døde triphop-bølgen ud kort tid efter.
Som det indimellem er tilfældet, når man støder ind i en gammel ven på gaden, kan man ikke helt kende hinanden. Der er simpelthen gået for lang tid, og ingen af parterne er den samme som for 10 år siden. Det samme gør sig gældende med UNKLEs fjerde udspil End Titles … Stories for Film.
Der er sket meget med bandet siden Psyence Fiction. At gruppen vitterligt ikke er den samme som dengang, understreges ved, at DJ Shadow allerede forlod foretagendet efter debutpladen. Siden da har Lavelle i stedet samarbejdet med singer/songwriteren Richard File på Never, Never, Land og den rockede War Stories, hvor også Ian Astbury (The Cult) og Chris Goss (Masters of Reality) medvirker.
Nogle elementer er dog det samme som før. Der er nemlig talrige gæsteoptrædende at finde på dette album. Førnævnte Chris Goss er stadig blandt samarbejdspartnerne, ligesom altid hyperproduktive Josh Homme (Queens of the Stone Age) er en genganger i UNKLE-sammenhæng. Derudover er der musikalske bidrag fra blandt andre Black Mountain og Gavin Clark (Clayhill) og James Petralli (White Denim).
Det kan næppe overraske, at End Titles … Stories for Film ikke byder på triphop, men de filmiske inspirationer er mere tydelig end nogen sinde. Faktisk har James Lavelle udtalt, at udgivelsen ikke skal opfattes som et decideret album. Denne gang har UNKLE nemlig direkte ladet sig inspirere af levende billeder, og flere af numrene bliver rent faktisk brugt i forbindelse med tv-reklamer og dokumentarfilm. Måske ville numrene fungere bedre, hvis man samtidig betragtede de omtalte levende billeder. I hvert fald er det kun enkelte gange, at den indre film folder sig ud undervejs, mens de ikke færre end 22 numre spiller.
Indledningens “End Titles” og “Cut Me Loose” markerer en pompøs og nærmest bombastisk lyd, og her savnes de levende billeder, der måske ville give numrene en smule mere mening. Der forsøges med højtidelig vokal, tyktflydende synths og powerpop med referencer til big-beat. En ualmindelig ucharmerende start på pladen.
Den efterfølgende “Ghosts” lykkes derimod fantastisk godt. En krybende atmosfære breder sig lynhurtigt, mens Lavelles lettere hæse vokal indleder spøgelseshistorien. Grumsede guitarfigurer knirker og knager som ukendte fodtrin på et loft, og trommerne giver mindelser om en puls, der stiger. Samtidig konstaterer Lavelle tørt: »You can run but the ghosts is gonna come / You can hide but the ghosts is gonna get you on the inside.« Med lukkede øjne og lidt indlevelse kan det virke ganske creepy. Ikke mindst når hovedpersonen i den indre film er på flugt fra spøgelserne og mod nummerets slutning tror, at hun er undsluppet spøgelserne – for så at løbe lige i favnen på dem i den korte “Ghosts (String Reprise)”.
Desværre er der alt for få af disse mere krybende og let underspillede skæringer på End Titles…Stories for Film. De dramatiske, buldrende og strygerdrevne og elektroniske powerpop-numre er desværre i overtal.
“Chemical”, hvor Josh Homme medvirker, er dog et af de mere solide indslag. »I’d let nature take control but it’s not possible,« synger Homme i nummeret, som både er sfærisk, drømmende, beskidt rockende og lettere foruroligende i sit udtryk. Præcis som et godt Queens of the Stone Age-nummer.
Så meget desto mere falder den efterfølgende skæring til jorden. Med rendyrket mandekor bestående af Chris Goss, James Petralli og Robbie Furze bygges der langsomt, men sikkert op til endnu et pompøst og strygerdrevet powerpop-helvede. Det fremstår overfladisk, og vokalsiden giver uheldige mindelser om et munkekor i trance.
Med “Open Up Your Eyes” med Abdel Ferrara er lydbilledet pludselig uvant nøgent med kun en akustisk guitar og en vokal, der trækker meget på Bob Dylan. Et udmærket enkelt og alligevel insisterende nummer. Skæringen virker overrumplende i al sin enkelhed, fordi det er så markant anderledes i sit udtryk end alle de andre.
Betragter man End Titles…Stories for Film som et soundtrack, sådan som det tyder på, at James Lavelle vil have os til, giver det hele måske lidt mere mening. I hvert fald i forhold til hvor rodet og retningsløst værket fremstår i sin helhed. På regulære lydspor til film er det ofte kun to-tre numre, man for alvor drages af. Alligevel kan man godt forvente flere vellykkede numre end tilfældet er, på et album med 22 skæringer og en spilletid på hele 73 minutter. Især når der er tale om så mange kompetente bidragsydere.
De mange og lange instrumentale passager ender som oftest i en blindgyde (ikke mindst “Clouds” med Black Mountain), og hovedparten af de indre film, der sporadisk popper op, fremstår mere ligegyldige og uvedkommende end dragende og pirrende. Alt i alt et skuffende genhør med en ellers god gammel ven.
