Får man mon et helt anderledes syn på verden, hvis man er enøjet – eller er den skavank dømt til at medføre et begrænset (ud)syn på verden? Eller kan man – sammenlignet med mennesker, der har to øjne – få øjet op for andre og mere spændende indgangsvinkler til sine omgivelser?
Ovenstående problematik indkapsler min holdning til One-Eyed Mules andet album, From the Beats to the Bible. På sin vis er deres alternative country slash blues slash americana både inciterende og tiltrækkende, primært i kraft af deres evne til at lyde som intet andet, men alligevel er den samtidig også småkedelig og monoton.
De fem musikeres evner er uomtvistelige og de betjener fermt det hav af klassiske countryinstrumenter, der giver netop den støvede lyd, der bør og skal være målet, når man opfatter sig selv som americana-band. F.eks. suges jeg ind i det accelererende klimaks med tilhørende kor i “The Map Song”, ligesom Rasmus Bondes mundharmonika bløder igennem og går lige i min sjæl i både “The Map Song”, “Out of the Game” og “Bad Habits Ain’t Enough to Save You”. Det er absolut godkendt. Også selv om One-Eyed Mule ikke er helt tro med deres eget alternative country-selvbillede og iblander mere tempofyldt blues og garagerock.
Det er altså ikke på den musiske front, muldyret halter. Der, hvor One-Eyed Mule går fra velfungerende, begrænset udsyn til næsten blindhed, er desværre teksterne. Med enkelte undtagelser virker det, som om Rasmus Dall og Uffe Ipsen ikke ser meget andet end forliste, følelsesTUNGE relationer mellem mænd og kvinder i livet, og det bliver i længden for kedeligt, selv om teksterne sukker om ensomhed, længsel og forlist kærlighed på den præriestøvede måde.
Og så er forsanger Rasmus Dalls vokal en kæphest af de større. Om man kan lide en stemme eller ej, er en smagssag. Problemet på From the Beats to the Bible er, at det lyder, som om Dall gør en enormt stor indsats for at give sin stemme den helt rigtige, autentiske lyd. Det er i sig selv ikke et problem, men indsatsen lyder forceret og anstrengt, og dét er et problem. Men så, uventet og magisk, skifter hans stemme karakter og tvinger mig til at overgive mig fuldstændig til ét enkelt nummer, titelnummeret, hvor Dall lyder som en ung Bob Dylan – og hvor sangteksten pludselig har en dybde, man ikke møder andre steder på pladen.
Måske har One-Eyed Mule haft en mening med at lægge det mest fuldendte nummer til sidst, men i mine øjne er det en fejl, for de fleste vil slukke inden Dalls glansnummer, der er pladens højdepunkt. Men selv den ændring i tracklisten ville ikke fjerne indtrykket af en ganske gennemsnitlig plade; det kan ikke engang et stjerneskud som titelnummeret ændre på.
