Rising Down er en fuldendt legering; hvis man altså ser bort fra det første nummer, der er et skænderi mellem forskellige Roots-medlemmer og deres manager(e), samt sidste nummer, der – formodentlig som forklaring til det første nummer – fortæller: »We are all borderline used to scream at each other, niggaz don’t take this shit personally, and then, you know, white motherfuckers do take the shit personally, it’s a cultural fucking difference«.
Nu ved jeg ikke, om det er den kulturelle forskel, der gør sig gældende her, men den slags snakkeri irriterer mig – som knaster i et ellers perfekt parketgulv – også selv om Roots med den slags gimmicks (berettiget?) signalerer frustrationen over begrænset kunstnerisk frihed qua de store pladeselskabers behov for SINGLER.
Én ting ved jeg dog: Når Roots koncentrerer sig om det, de skal – at lave musik – så er de fænomenale. Som altid signalerer selv coveret potens, og pladen opfylder forventningerne. Når først “The Pow Wow” overstået, er der tale om clean cut-hiphop. Ikke en eneste hi-hat, ikke et eneste riff, ikke et eneste beat kunne have ligget bedre. Ahmir ?uestloves Johnsons produktion, især det for Roots så karakteristiske trommesæt, ligger helt fremme i lydbilledet og er med små ekvilibristiske detaljer unikt. Det er ikke overraskende, at ?uestlove på forrige album Game Theory lovpriste Jay Dee (apropos snak er det den eneste gang, hvor jeg har fået noget ud af snakkeriet). Indflydelsen høres – og det er ingen skam.
Og må jeg i samme åndedrag stede al kritik af Black Thoughts teknik og flow til hvile. Bevares, der er ikke tale om flow a la Talib Kweli, men hans evner fejler intet, og de 51 sekunder foran mikrofonen på »@15 (Black’s Reconstruction)«, hvor tempoet stiger og falder, er noget af det bedste lyrik, jeg har hørt i lang tid. Det er mig en nødvendighed at gengive en ordentlig bid af teksten, for det er intet mindre end humoristisk gangsterattitude; knivskarpt og intelligent: »I have Black Thoughts, therefore my name’s the same / don’t question my ability, in a studio facility / as I utilize my God-given utility / on time, I get behind and push along a rhyme / of mine, which I design, with what? The mind / leave MC’s blind with amnesia / chop ’em into salad and my name ain’t Caesar [“¦] take your sorry crew back and forget about rappin’ / forget you ever saw me and forget this ever happened / ’cause you might have nightmares of MC’s bein’ slain / and I’ll be to blame when you go insane.«
Den her plade har ganske enkelt alt, hvad hjertet begærer. F.eks. politisk-økologiske undertoner i “Rising Down” og “Singing Man”; sidstnævnte snyder med sin poppede indledning, men i teksten gemmer der sig forfald, våbenhandel og terror. “Get Busy” og “I Can’t Help It” tilbyder tung bas og gangsterattitude, mens “Criminal” og “Rising Up” er soulet pop til øregangene.
Pladens numre og deres mange forskellige, skiftende udtryk med et hav af gæsterappere, nogle bedre end andre, byder alle på velskårne lytteoplevelser, der ikke fås meget bedre lige nu – om end nogle måske vil synes, der er drysset lige en anelse for meget sukker på Rising Down med “Birthday Girl”; også selv om udtrykkes reddes af Black Thoughts hakkende rap. Men måske er selv dét nummer en bevidst pointe og en reference til jagten på SINGLER for at få plads til at arbejde kunstnerisk med sit udtryk.
Til trods for pladens minimale popskrammer er der altså tale om et særdeles helstøbt album, der på fuldendt love y’all-maner gør sit for at rumme de fleste og oven i købet byder på mere og mere, jo flere gange det får lov at snurre i cd-afspilleren. Og hvem ved, måske er »Birthday Girl« netop den sommer-HITSINGLE, der sikrer, at vi kan få meget mere originalt og nytænkende materiale fra ?uestlove, Black Thought og The Roots Crew i fremtiden. Hvem vil ikke gerne det?
