Man kan rose og skose The Gang for forskellige ting. Coverets udsagn om, at pladen ikke indeholder en eneste ørehænger, viser sig, efterhånden som man hører pladen, at være sandt, og det bekræftes gang på gang. Der er altså ikke noget at udsætte på newyorker-orkestret her. Hvad sanddrueligheden angår, er bandets medlemmer pletfri.
Denne pletfrihed går desværre ikke igen, når snakken drejer sig om indholdet af selve pladen. Man kan vel sige, at den er ensfarvet i den forstand, at det jævne niveau fastholdes igennem hele spilletiden, men det gør den ikke pletfri. Det gør snarere, at den må opfattes som en stor unødvendig plet.
The Gangs virke har da tilsyneladende heller ikke båret megen opmærksomhed med sig. En søgning på diverse internetsøgemaskiner byder på alt muligt andet end hjemmesider om bandet, og man skal lede lang tid, inden der dukker noget relevant op. Interessen er begrænset, og det er forståeligt.
Zero Hits er ellers en på overfladen varieret plade, der kommer ind på lidt af hvert. I “Fits & Shadow Fights” mødes man af en intro, der først og fremmest bringer tankerne tilbage til Bowies Heroes, og åbneren “Rose Island” lægger op til fraværende, kølig og ophøjet distance med sin højtidelige New Order-begyndelse. “Heaven’s Happenin'” adskiller sig med sin uforståelige vokal og insisterende baggrundsstøj, og “Squatters Inc.” bevæger sig rundt i de højere Arcade Fire-luftlag med drømmevokal, stille lofi-guitar og buldrende trommer, der afløses af korvokaler i kakofoni.
Mange numre begynder godt, andre indeholder fragmenter af noget, der kunne virke lovende. I langt størstedelen sker der desværre det uheldige, at en tilsyneladende ubekæmpelig tendens til at sovse hele lyden ind i noget, der nok mest minder om en slags sammenblanding af garagerettede inspirationer fra Black Rebel Motorcycle Club og Brian Jonestown Massacre, sætter en stopper for alt det gode. Man bør tilmed bemærke, at det er en skabet udgave af BRMC, der her er tale om; og en dårlig udgave af BJM. Resultatet bliver uadskillelighed og ligegyldighed.
Den uheldige tendens gør sig gældende i særlig grad i et af de ringeste numre, “Rose Island”. Den positive begyndelse glider over i en harkende Dinosaur Jr.-vokal ledsaget af en helt udtåget guitar uden nogen form for hverken kant eller elskværdighed. Et dødssygt kor spiller til ingen nytte ind. Der er ikke noget nyt i det, og det er kedeligt.
Man kunne sagtens forestille sig, at Zero Hits med al sin moderate lofiæstetik på en eller anden måde forsøger at opstille et alternativ til en forhadt verden. Men hvis dette virkelig er meningen med pladen, må forsøget siges at være slået fejl. Pladen er ikke en lidelsesfælle i en ond verden, nej, med den kedsommelighed, langsommelighed og de meget jævne præstationer, der præsenteres i bl.a. “Rose Island”, bliver den nærmere en del af den uinteressante verden, som den illusionsløse kæmper med.
Pladen er ikke egentligt ubehagelig eller irriterende at lytte til. Det er nærmere dens totale blottelse for tiltrækning, der udgør foranledningen til den negative kritik. Man har, som så mange gange tidligere, hørt det hele før, og man har hørt det i langt bedre versioner.
Pladen indeholder da sine lyspunkter. F.eks. overskrider “One Up the Sun” grænsen mellem det uanstændige og det ubrugelige med sin forpustede vokal og sine momentvise indslag af noget, der ligner kulmination. Men det bliver aldrig godt nok til, at det kan opfattes som en grund til at beskæftige sig med denne plade. Der findes så mange andre.
Lyt til “Sea So”:
[audio:http://www.absolutelykosher.com/musicfiles/seaso.mp3]
