Kelley Stoltz: Circular Sounds

Kelley Stoltz er en kedelig mand. Der er ingen gode historier. Amerikaneren har stille arbejdet sig frem i branchen. Han startede på et kontor hos Jeff Buckley og indledte karrieren med at indspille skramlede sange på en 4-track. Siden har han langsomt bevæget sig hen mod en mere poleret lyd, og denne rejse har budt på indspilninger og shows med så forskellige navne som Scott Kannberg (Pavement), The Raconteurs og på hans nye plade, Circular Sounds, bl.a. Shayde Sartin (The Skygreen Leopards). En tur, som har budt på langt flere fremragende anmeldelser end kommerciel succes.

Et faktum, som er nemt at forstå. Et enkelt lyt til den nye plade afslører det hele. Musikken er så dybt forankret i 60’ernes psykedeliske popmusik, at man fristes til at tro, at Kelley Stoltz slet ikke kender til ordet ’originalitet’. Her er heller ingen hits til de unge, hans stemme er ordinær og har på ingen måde en dragende effekt, og man finder ikke nogen unik og nyskabende stemning, som har gjort et nutidigt band som Animal Collective til en stor succes. Samtidig vil Kelley hellere lyde som The Kinks end den ellers så hippe Pet Sounds-lyd.

Musikken er, grænsende til det plagierende, en minutiøs fremstilling af fortiden. Alle de små detaljer er på plads: den psykedeliske guitar, harpsichord, Beatles-klaver, orgel, udsyrede solostykker og de velklingende vokalharmonier. Pludselig befinder man sig under den brændende sol i Los Angeles, og kalenderen viser 1968. Circular Sounds lyder mest af alt som en hygge-version af Love-klassikeren Forever Changes. Men der er mange former for plagiat, nogle falder til jorden, mens andre har heldet med sig. Kelley Stoltz hører uden tvivl til den sidste gruppe. For hos Stoltz finder man kun ren og sker kærlighed til de svundne tider. Han virker som en mand, som elsker det, han laver – og med god grund.

Produktionen og arrangementerne er intet mindre end fremragende. Pladen har en varm og organisk lyd, som først og fremmest leder tankerne hen på Forever Changes, men også på de bedre passager fra Blurs Think Tank. Et nummer som “To Speak to the Girl” bliver båret frem af en hoppende og skæv afrikansk klingende guitar, meget i stil med Think Tank. Det er den slags detaljer, som gør Circular Sounds til et lille mesterværk. Der er hele tiden noget, som fanger opmærksomheden. De skæve og ustemte blæsere på åbningsnummeret, et trippy og uptempo klaver og den simple og psykedeliske guitarfigur, som danner ramme for et af pladens smukkeste numre, “Gardenia”.

Circular Sounds er også i besiddelse af en ligefrem melodisk overlegenhed. Melodierne bliver skubbet frem og tilbage mellem instrumenterne, vokalen og de til tider opfindsomme andenstemmer, og der er hele tiden nye detaljer, som bare venter på at blive opdaget. Og det er sådan set lige meget, om Stoltz byder på sofistikerede og varme popperler med fængende omkvæd som i pladens bedste nummer “Tintinnabulation”, eller om det er lige ud af landevejen garagerock som “The Birmingham Eccentric” – der er hele tiden noget at komme efter.

Det er en fryd at høre, hvordan Kelley med det simple, men perfekte håndværk forvandler det ordinære til det mesterlige. Det er et stilstudie i produktion og arrangement. Den lidt kedelige stemme er som forvandlet ved et par enkle overdubs, og den ensformige og uoriginale sangskrivning bliver aldrig kedelig pga. de små detaljer, som hele tiden dukker op. Det er kort fortalt en rigtig anmelder-plade. Den finder nok aldrig et stort publikum, hvilket er en skam, for med Circular Sounds har Kelley Stoltz formået at lave et af årets bedre album indtil videre.