»There’s nothing to see here / there’s nothing to feel here.« Det er en kende klichéramt at åbne med en tekstbid fra den plade, man skal forestille at anmelde, men i dette tilfælde er den desværre for oplagt til at lade ligge.
Det kunne nemlig sagtens være, at svenske Logh vil have haft godt af at lave et par af de gode, gamle single-ep’er på nogle fedtede 7-tommere i stedet for at lave et helt album. Manglen på rød tråd og den stærkt svingende sangkvalitet forvirrer i hvert fald.
Deres fjerde udgivelse, North, er nemlig en både diffus og drønkonfus størrelse, der er så glat produceret, at den slår smut mellem fingrene, når man vil lægge pladen i cd-skuffen. Det gør langtfra pladen decideret elendig, men man sidder ofte med tanken om, at det er syv-otte forskellige bands, der spiller, var det ikke for Mattias Fribergs konsekvent svensk-kølige og ofte decideret stivfrosne stemme. Han lyder for det meste som en mandlig udgave af Nina Persson, og resten af tiden bare som Nina Persson. Easy on the ear, men også gabende kedsommeligt.
I forhold til tidligere tiders relative succes med bl.a. den ambient-indhyllede debutplade Every Time a Bell Rings, an Angel Gets His Wings kan de hyppigere rytmeskift og fortærskede kunstgreb ikke fjerne fornemmelsen af et album, der er blevet finpudset halvt ihjel. Logh vil så meget, at det nærmest gør slutresultatet værre.
Den underligt selvdistancerende lyd og frem for alt de smånaive tekster, gør bare, at man aldrig kommer helt ind under huden på North. Som et ekko af Jonas Bjerre på de første Mew-plader – guderne skal vide, at danskerne gjorde op med det sukkersøde på senere plader – drypper Friberg tekstbidder som »thinking is beginning the sinking« og »everything is so nice, it’s so cold outside / tonight, I’ll try and go outside« ud over et ellers fortræffeligt nummer som “Weather Island”, og det bliver hurtigt til en speedball af klam flødeskum på en lagkage, der har så mange lag, at glasuren står ud af næseborene.
En undtagelse er albummets zenit, den otte minutter lange “Thieves in the Palace”, der lever via en veldoseret sans for det episke og en Friberg, der for en gangs skyld tilfører sin vokal tiltrængt nuancering og glød. Det er ikke svært at drage paralleller til både Secret Machines samt de nu opløste øko-skatere i Grandaddy – især åbningsnummeret “He’s Simple, He’s Dumb, He’s the Pilot” fra deres hovedværk The Sophtware Slump. Et sjældent højdepunkt.
Hvor den musikalske side ofte drager paralleller til The Shins og Loghs landsmænd The Honeydrips, stikker symbiosen af Loghs forskellige virkemidler aldrig kniven i bund, men efterlader indtrykket af en plade, der i al sin kejtede eventyrlyst forfejler at blive andet end en easy listening-plade, som sagtmodige indie-knægte kan kigge ud af vinduet til. North føles for det meste som at række tungen ud af selv samme vindue.
