Lad det være sagt med det samme: Hvis du ikke har en høj tolerancetærskel for cheesy 80’er-pop, så hold dig langt væk! Hvis du har et behov for tekster, der er dybere end toiletpapir, så hold dig væk! Hvis dette lyder som noget, du kan leve med, så er du klar til debutalbummet fra Private – det nye projekt fra tre af medlemmerne fra det hedengangne Superheroes – heriblandt dansk musiks Wunderkind nr. 1: Thomas Troelsen.
Thomas Troelsen kan bestemt skrue en god popsang sammen, og på My Secret Lover gør han det op til flere gange. Titelnummeret – som de fleste sikkert har stiftet bekendtskab med – er ganske uimodståeligt med sin fremragende melodi, sin syntetiske pianoklimpren og en Thomas Troelsen, der endnu en gang lyder som en Michael Jackson i topform.
Ligeledes glimrende er den groovy “Crucify My Heart”, hvor bandet med fordel tilsætter funkguitar og et tilsyneladende stort kor til 80’er-maskinparken. På “Killer on the Dancefloor” hiver bandet endnu en stærk melodi frem og fremviser ydermere en produktion, der nærmest lyder nutidig (for første og eneste gang på albummet) med lynende hurtige og særdeles funky keyboardflader, mens Troelsen igen beviser, at hans stemme virkelig hører hjemme ovenpå den slags uptempo popsange.
Ligegyldigt hvor gode de ovennævnte sange er, bliver de dog med tiden en smule trættende, og det er nok My Secret Lovers største problem: Materialet er ikke langtidsholdbart. Det er vanskeligt ikke at blive bare en smule træt af selv albummets mest iørefaldende sange ved gentagne gennemlytninger.
Heldigvis er der ikke mange deciderede fejlskud på albummet. Det er der næsten ikke plads til, da albummet på ingen måde er for langt med sine ti sange og en samlet spilletid på 35 minutter. Der er dog balladen “That Boy Is Hurting You” – og hvis titlen ikke allerede giver de fleste bange anelser, så er der vist noget galt. Thomas Troelsens ikke ligefrem store stemme har det ikke godt med ballader, og når man ligeledes skal trækkes med en uinspireret melodi og en noget flad produktion, går det hurtigt galt.
Endnu værre bliver det faktisk på den fuldstændig kiksede “Let’s Make Love (Underneath the Appletree)”, der forhåbentlig er ment som en joke, men bare ikke er morsom. Produktionen er om muligt endnu mere 80’er-plastisk end resten af albummet, og bandets vocoder-inficerede vokaler begynder at irritere allerede fra første gang, de lukker munden op. At sangen ligeledes skal trækkes med en melodi så sødladen, at man skulle tro, at bandet forspiste sig i candyfloss, før de skrev den, gør sangen mere eller mindre ulidelig.
Tekstligt er der intet at komme efter. Forhåbentlig er det en del af konceptet, at teksterne lyder som noget, der er skrevet af en hormonforstyrret 16-årig dreng. For det kan da ikke passe, at Troelsen og co. ikke kan skrive noget med bare lidt mere indhold end de popklicheer, der bliver serveret så rundhåndet på My Secret Lover, at man skulle tro, det var løgn.
Hvis man ikke kan få nok af 80’er-poppen eller har brug for et effektivt soundtrack til den næste fest, så skal My Secret Lover nok være en god investering. Men tænker man ikke ligefrem nostalgisk tilbage på dette for længst overståede årti, og vil man gerne lytte til noget, der kræver den mindste smule fordybelse, bør man vist holde sig langt væk.
