Lige meget hvad man synes om hans musik, kan man ikke benægte, at Devendra Banhart har været anset for at være noget af en særling. Hans musik har inkorporeret mange forskellige genrer, og hans tekster har som oftest været ganske surrealistiske. Det kan vist ikke overraske, at Banharts musik som oftest betegnes som “freak-folk”. På dette, hans femte album, virker det dog, som om at vi til tider får lov til at se nærmere på manden Devendra Banhart og ikke Devendra Banhart – den trippede hippie. Dette skyldes efter sigende, at Banharts forhold til Cocorosies Bianca Casady gik i stykker, og som så mange andre musikere før ham har Banhart fundet det nødvendigt at lette sit hjerte gennem musikken.
Det gør Banhart så blandt andet på den smukke pianoballade “I Remember”, hvor han ærligt synger, med en mere naturlig stemmeføring end han plejer, at: »I remember your arms around my neck / 21 shells wrapped in my nest / Endlessness didn’t last.« Helt nede i kulkælderen er Banhart på den afsluttende og ligeledes fremragende “My Dearest Friend”, hvor han over en akustisk guitar gentager om og om igen: »I’m gonna die of loneliness,« indtil folk-legenden Vashti Bunyan gør ham selskab og sammen med ham hvisker: »My dearest friend / You’ll soon begin to love again«.
Det skal dog ikke alt sammen være så seriøst, så der er selvfølgelig også masser af sange, hvor Banhart inkorporerer alverdens genrer, uden at synge om hvor skidt han har det. Fx er der den fine, afdæmpede “Cristobal”, der som titlen muligvis antyder, er sunget på spansk. Det er blot Banharts stemme og hans akustiske guitar, men melodien er mere end stærk nok til at bære det. Faktisk slår Banhart ca. halvvejs igennem sangen over i en ny og mindst ligeså god – men mere opløftende og medrivende – melodi, der kun gør helhedsindtrykket mere positivt.
Der går nærmest ren Gilberto Gil i den på den spanske “Samba Vexillographica”. Den er præcis ligeså funky og uimodståelig, som man kunne håbe – eller det er den, indtil Banhart begynder at lege med en ekkomaskine for derefter at lade sangen udvikle sig til noget, der bedst kan beskrives som et primalt, spansksproget Animal Collective.
Albummets højdepunkt er den otte minutter lange og dybt skizofrene “Seahorse”. Sangen starter som en yderst lavmælt ballade kun bestående af en akustisk guitar og Banhart, der proklamerer, at han er »high, happy and free«. Det tager ca. to minutter, før et langt mere funky groove overtager sangen, der samtidig får tilført klaver, keyboards og trommer. Med tiden bliver der tilført blokfløjter og et tilsyneladende stort kor, før sangen ændrer sig igen og får et langt mere rocket tilsnit med guitar og trommer helt fremme i lydbilledet, mens Banhart gør sit bedste for at lyde som Jim Morrison. Det er bestemt afvekslende, men også ganske fremragende, da Banhart behersker alle sine virkemidler og får overgangene til at virke ganske logiske.
Smokey Rolls Down Thunder Canyon er en tand for lang med sine 16 sange og en spilletid på over 70 minutter, og man kunne godt ønske, at Banhart ville have sorteret den kiksede “Shabop Shalom”, der inkorporerer jødisk bryllupsmusik, og den ikke synderligt velfungerende gospelsang “Saved” fra.
Devendra Banharts femte album er bestemt et godt bekendtskab. Banhart har altid været interessant og charmerende at lytte til, men at han nu også viser sig at have et hjerte, der kan knuses, ligesom os andre, gør ham kun endnu mere vedkommende. Man kan kun håbe, at han også i fremtiden vil have modet til at spille med lige så åbne kort omkring sine følelser, som han til tider gør på SRDTC.
Den fortjener 5 stjerner!