Da Baby Woodrose udgav Love Comes Down i 2006, havde man lidt en forventning om, at det skulle blive en blockbuster. For Money for Soul fra 2003 var en uventet stor succes, der vel kan betragtes som omdrejningspunktet for garagerock-hypen herhjemme med masser af solgte eksemplarer og koncert på Roskilde Festivals Orange Scene etc. Med Love Comes Down skiftede Baby Woodrose tilmed selskab fra Bad Afro til det mere etablerede Playground, så der var ligesom lagt op til et hitliste-boost. Men sådan gik det desværre ikke, selv om der kvalitetsmæssigt bestemt ikke var noget i vejen for det. Salgsmæssigt var der bare lang vej til Money for Soul.
Nu er Baby Woodrose så tilbage på Bad Afro. Og hvis bandet er kede af, at økonomien ikke blev som forventet efter sidste plade, kan vi andre til gengæld nyde godt af den manglende succes. For med det nye udspil, Chasing Rainbows, er det, som Baby Woodrose har valgt at skyde en hvid pind efter det potentielle treminutters-radiohit. I stedet har de ændret formlen og lavet deres mest psykedeliske album til dato.
Chasing Rainbows er spækket med akustisk guitar, tabla, sitar, steelguitar, falsetsang, flippede lyde og – selvfølgelig – en overflod af ekkoeffekter. Der er meget langt til den melankolske straight-rock, som vi hørte på Money for Soul, og den pågående tonser-pikrock på Love Comes Down. Man kan måske sige det sådan her: Hvor Baby Woodrose normalt har en umiskendelig amerikansk lyd, lyder de nu mere engelske i det – eller i hvert fald som et amerikansk band, der godt kan lide engelsk musik. Det hele er ligesom mere højlandsagtigt end normalt. Det er en virkelig stærk udvikling i bandets lyd.
I Bad Afros pressemeddelelse kan man læse, at Chasing Rainbows er inspireret af det Dragontears-sideprojekt, som Baby Woodrose-medlemmerne udgav en plade med tidligere på året. Når man sætter åbningsnummeret “Someone to Love” på, kan man høre, hvad det betyder. Chasing Rainbows lyder faktisk ikke voldsomt meget som Dragontears, undtagen på ét punkt: Trommebeatet er hentet fra den trommemaskine, som blev brugt på Dragontears-pladen.
Det er sjovt, hvordan hver Baby Woodrose-plade har en tendens til at kredse om samme rytme. På Chasing Rainbows er det gennemgående trommebeat groovy og tilbagelænet, og det betyder, at numrene er blevet tranceagtige og repetitive i udtrykket. De bølle-hærgerriffs, som plejer at præge minimum en håndfuld sange på en Baby Woodrose-plade, er væk. I stedet har vi fået en smuk plade, der mest af alt lyder som røgelsespinde omsat til musik.
Ud over de groovy og tranceagtige numre får vi også de til dato mest rendyrkede eksempler på en type sang, der altid har været karakteristisk for Baby Woodrose, nemlig den drømmende ballade. “Dark Twin” og “Renegade Soul” er noget af det mest indadvendte og virkelighedsfjerne, der nogen sinde er kommet fra Baby Woodrose – selv når man medregner frontmand Lorenzo Woodroses ellers ekstremt introspektive Pandemonica-trilogi. Det er nuanceret og overrumplende musik, som ærligt talt må siges at være decideret smukt.
Desuden får vi, trods den gennemgående psykedeliske og introspektive stil, et par slagkraftige hits. Ikke mindst det exceptionelt stærke “Twilight Princess”, som er drevet af Lorenzo Woodroses pibende falsetstemme og klart kandiderer til årets sang. I en bedre verden ville den toppe alle hitlister.
Det eneste dårlige, der er at sige om Chasing Rainbows, har at gøre med produktionen. Og her er der vel tale om en smagssag. Pladen er virkelig flot produceret, og alle instrumenterne lyder krystalklare. Men det betyder samtidig, at det en gang imellem lyder lidt fersk. Spørgsmålet er, om ikke den psykedeliske sumpstemning kunne have haft godt af en mere rådden og mudret lyd. Det tror jeg.
Men uanset hvad er der ingen tvivl om, at Chasing Rainbows er spidskandidat til titlen som årets danske plade – i skarp konkurrence med Setting Sons debutplade, som Lorenzo Woodrose i øvrigt har produceret, og som udkom for nylig. Baby Woodrose formår på en unik måde at forny sig for hvert album, samtidig med at de bibeholder en kerne af stærk sangskrivning. Jeg har endnu ikke hørt en Baby Woodrose-plade, der ikke på en eller anden måde var afgørende. Dette er ingen undtagelse.
