Det gennemgående tempo på Ólöf Arnalds solodebut er ganske lavt og godt på vej mod dét, man i daglig tale kalder hvilepuls. En ung kvinde med en guitar og ganske få andre virkemidler i form af viola, violin, trompet og en lys røst er ikke den mest hårdkogte cocktail. Men hvad gør det, når udførelsen er så overbevisende som på Við og Við, hvis allerstørste force ligger i intimiteten og det enorme følelsesmæssige indhold, der ligger gemt i musikken.
Efter at have samarbejdet med flere lokale kunstnere fra den eksperimenterende islandske scene, heriblandt Mugison, Skúli Sverrisson og múm, træder den unge islænding for alvor frem i lyset med 10 sange, der på ingen måde blæser lytteren omkuld, men i stedet pirrer via det mystiske og dragende. Det er enkelt, nøgent og for så vidt simpelt – men veludført. Ikke mindst fordi Ólöf Arnalds med sin ultraklare og fantastisk flotte lillepigestemme bærer sangene frem med et ufatteligt overskud. Jo, det lyder umiskendeligt som Joanna Newsom, men hvad gør det, når hun næsten overskygger harpedronningen.
Við og Við kræver sin lytter, og er man ikke indstillet på at gøre sig selv den tjeneste at sætte sig ned og lytte ordentligt, bør man gå i en lang bue uden om albummet. Det bobler nemlig kun frem fra de varme kilder, hvis man koncentrerer sig fuldt ud om sangene.
Det er de færreste danskere, der for alvor vil kunne fortolke de islandske tekster, og det sætter unægteligt danske lyttere i en lidt forbandet situation. Man higer efter at rede trådene ud mellem de fornemme toner, men bruger man lidt tid med en ordbog eller går ombord i cyberspace, kan man få klarhed over en hel del. Man bliver dog stadig nødt til at gætte, og i al fald spiller englene en stor rolle i “Englar og Dárar”, mens et nummer som “Skjaldborg” emmer af noget med vikinger.
Arnalds bevæger sig højt over skyerne, og hun formår at bringe lytteren op i en sfære, hvor man bevæges og berøres. Hun stryger sit publikum med hårene, så det nærmest bliver hypnotiserende. Det er godt gjort, og med overlegen kontrol over sin stemme skaber hun både struktur og stemningsmæssige nuancer, der afholder kedsomheden fra at indfinde sig på albummet.
Ólöf Arnalds har med Við og Við lavet et virkelig stærkt album, der er som skabt til intens lytning på regnfyldte efterårsaftener. Pladen er stille, men på trods af sin enkelhed er den alligevel så detaljeret, at det virkelig lønner sig at koncentrere sig om pladen og lytte efter. Den eneste ulempe i den forbindelse er, at pladen på grund af Arnalds lidt klagende stemme godt kan blive lidt tung at lytte til for længe ad gangen. Når det er sagt, er pladen klart at anbefale, hvis man kan lide indadvendt folk.
