Du står op en tilfældig morgen. Går i bad, spiser morgenmad, tager Kansas-bukser og sikkerhedshjelm på, kontrollerer at du har husket at slukke kaffemaskinen, og at du har fået det hele med. Da alt er, som det skal være, går du ud af døren, låser efter dig og er klar til at tage på arbejde på fabrikken. Det tror du i hvert fald.
Da du åbner døren ind til fabrikslokalet, går det nemlig op for dig, at du ikke har fået det vigtigste med. Det er ikke svensknøglen, hammeren eller cigaretterne til middagspausen, der mangler. Nej, det er dine trommestikker. Som dørene åbnes, og synet af dine kolleger åbenbarer sig, mindes du om, at det ikke er en hvilken som helst fabrik, du arbejder på. Det er Volt-fabrikken.
Festen er allerede i gang. Som i en anden musical er de dagligdagsmennesker, man almindeligvis finder på fabrikker, skiftet ud med en anden mere musikalsk type, som ved, at de skal bryde ud i hårdtrockende og industrielt spilleri, når mester ringer med klokken som signal på arbejdsdagens begyndelse.
Rollerne er fordelt. Svejserne går straks i gang med at efterligne lyden af guitarer, som er så gennempumpet af distortion og andet godt som muligt. Klejnsmedene ruller et arsenal af olietønder frem og begynder at hamre på dem som gale, mens mester og den kvindelige virksomhedsejer skiftevis står for de sangmæssige udfoldelser. Som regel synger de på engelsk, men indimellem slår de over i fransk, og om fredagen, inden fyraften, når det skal være rigtig godt, står den på tyske tekster. Smedene og blikkenslagerne har fundet de største bits frem, og nu borer de i metalrester, så det sprøjter om dem med splinter.
Under dette virvar opdager du pludselig arbejdsdrengen, som sidder i et hjørne og spiller Gameboy. Lømmelen har tilsyneladende ikke tænkt sig at lave noget i dag, men heldigvis er du på stedet til at rette op på den slags slendrian. Så selv om de elektroniske lyde fra computerspillet egentlig går meget godt til produktionens industrielle og skramlede kraftudfoldelse, hiver du ham op ved kraven og sætter ham til at flytte de tunge metalgenstande, arbejderne producerer i pauserne fra anstrengelserne, fra den ene ende af fabrikken til den anden.
I protest over den retfærdige, men strenge irettesættelse du har givet ham, beslutter drengen sig for at slæbe metalgenstandene hen over gulvet i stedet for at løfte dem. Meget af tiden lyder det faktisk som negle på en tavle, men du lader det passere, fordi det på forunderlig vis supplerer det resterende arbejdshold på bedste vis. Da hans computerspilslyde dukker op endnu en gang, ved du, at det er på tide at sætte ham i sving igen.
I danser og spiller hele dagen. Da klokken er blevet fire, er det blevet tid til at komme hjem. I badet tænker du på, hvor god en dag det har været. Selv efter otte opslidende timer på jobbet er der ingen grænser for din energi. Din adrenalinproduktion er ustyrlig. I morgen venter endnu en god dag. Desværre er du også lidt ør i hovedet. Trods al energien tænker du, at det måske kunne være meget rart at slappe af i sofaen. Bare at sidde dér, helt stille og uden en lyd omkring dig. Jo, det bliver sjovt at komme på arbejde i morgen og måske også i overmorgen og om en uge, men inden længe bliver du vist nødt til at finde nyt arbejde. Så kan du jo altid vikariere på Volt-fabrikken, når du lige er i humør til det.
