Med en langsomt tiltagende strøm af små melodiunderbyggende eksplosioner iscenesat i et rislende digitalt univers starter Animal Collective deres ottende album. At lyden på mange måder peger bagud, er ganske overraskende, for siden Here Comes the Indian har Animal Collective taget store skridt i retningen af en mere tilgængelig og folket lyd. Men nu peger pilen for første gang bagud. Især mod de ganske støjende og knapt så strukturerede Danse Manatee og især Spirit They’re Gone Spirit They’ve Vanished, der udkom samlet som dobbelt-cd i 2003.
“Peacebone” lægger ud med at brænde sig fast i ørerne. De dundrende trommer og simple skrig sidder fast som små lysglimt gør, når øjet er knebet sammen for at undgå den pludselige overbelastning af informationer, det bliver bombarderet med, når solen får direkte og forstærket adgang til pupillerne. Nummeret efterlader massevis af udefinérbare aftegninger.
Lige så stærk en påvirkning har “Unsolved Mysteries” ingenlunde. Til forskel fra Feels og især Sung Tongs får den akustiske guitar aldrig lov til at komme i spil. De digitale nethindebroderier, som blev startet i forrige nummer fortsætter i krydsninger, der aldrig lader sig selv sidde stille, uden at nummeret overhovedet kommer op i tempo. Og det er dét, som Animal Collective er så forbandet gode til. De kan få selv en sløv og langsommelig rytme til at føles som et hektisk (mare)ridt igennem et tætbevokset krat, hvor man må manøvrere sig uden om og igennem alle tænkelige former for liv og åndstilstande.
Animal Collective har altid udfordret deres livepublikum ved at spille en stor portion ikke-udgivne numre – gerne i stærkt forvrængede versioner i forhold til dem, der ender på deres plader. Derfor er det ikke svært at forestille sig, at et nummer som “Winter Wonder Land” er blevet fremført adskillige gange, inden det er endt på Strawberry Jam. Avey Tare er rablende, og percussionen er mærkeligt syntetisk forvrænget. Og så er Deaken og Geologists lydklip fremtrædende i de roligere øjeblikke.
De ganske letbenenede melodier fra Feels er dog ikke gået helt i glemmebogen. Især et nummer som “Fireworks” føjer flere adgangsveje til Animal Collectives univers med sit ranglede og ikke særligt dominerende klaverstykke, der sammen med en sommerpoppet vokalharmoni skaber en velkendt følelse af hyggeligt nærvær. De bagvedliggende elektroniske fiksfakserier skaber dog ikke nok bund i forhold til den veldrejede melodi til, at sangen kan betegnes som andet end en stiløvelse for et band, som har fundet ud af, hvad der virker i deres univers. Det samme gælder egentlig også “Chores”, som dog allermest lader sig viske ud, fordi “For Reverend Green” følger lige i halen på den.
For netop dét nummer er nok til at overbevise selv den mest skeptiske Animal Collective-fan om, at kvartetten vitterligt stadig har noget at byde på. Over en forholdsvis stringent rytmestruktur breder Avey Tares vildt fabulerende vokal sig. Han synger ingenlunde rent, men blandingen af skrigende mellempassager, der afløses af fintfølende falset, får ham til at fremstå som et fritflydende melodihjerte, som man får placeret i sine sirligt samlede hænder uden chance for at kunne overveje at give slip på det. Også selv om det reelt set er et stort, sonisk svineri af blodrød karakter.
At de flerstemmige korarrangementer så leder frem til et fascinerende overskudsbombardement af trommetakter fra en anden verden, ja, det får bare alle skeptiske hjerter til at falde i staver og erklære, at Animal Collective uden tvivl er det mest melodiudfordrende orkester, som vores generation får at se. At deres ottende plade så til tider er en kende til den ujævne side, er de hurtigt tilgivet for, for de er forfærdeligt svære ikke at holde af, de her Animal Collective.
