For omkring 10 år siden, da jeg boede i Aalborg, undrede jeg mig altid over en sær lille knægt med lange sorte krøller og fuldskæg, som gik rundt i arabiske kjortler, batiktrøjer og afghanerpelse på et tidspunkt, hvor alle andre ellers havde fået mere end nok af start-90’ernes grunge- og hippietrip med alt, hvad dertil hørte af Jim Morrison-plakater og idiotisk insisteren på, at Povl Kjøller var alletiders fede fyr. Siden har jeg fundet ud af, at den krøllede hippie hedder Michael Marino. Og jeg skulle hilse at sige, at han ikke har ændret meget udseende siden da.
Der er noget særdeles tiltalende ved folk, der i den grad ignorerer tidens trends og insisterer på at køre deres eget show. Det har Marino nu gjort i omkring et årti. Det har givet udslag i en række udspil med hippie-prog-gruppen Himmelvand. Og i 2006 udkom så første udspil med Marinos soloprojekt Lotus Krokus, Drømmenes formløse have, på Orpheus Records.
Da jeg hørte Drømmenes formløse have var jeg rystet over, hvor rendyrket hippieagtig den var. Folk, der interesserer sig for 60’er-syrerock nutildags, fyrer den som regel af med vilde fuzz-effekter, båndekko, baglæns guitar og flere lag wah wah etc. Hos Lotus Krokus er udtrykket imidlertid klart mere nede på jorden. Hvis man skal komme med referencer, er det folk som Skousen og Ingemann og måske endda Sebastian, der virker mest oplagte. Marino beskæftiger sig nærmere med ærlig sangskrivning end med udspasset tjalderrock. Og på det nye udspil Deva er han gået et skridt videre i den retning. Deva er endnu mere folket og mindre psykedelisk end debuten.
Pladen åbner med den fine “Syvsover”, hvor Marino lægger ud med den kryptiske besked »Syvsover / seks svaner / vil bære dig over otte oceaner.« Herefter er der lagt i kakkelovnen til en rejse i jødeharpens og bongotrommens tegn. Det er virkelig godt over hele linjen fra den eksotiske “Et eventyr” over den sære “Natteravn”, som har autentiske ravnehyl, den syrede “Nattens sidste time”, den fine “Striber af lys”, der nærmest lyder lidt som Souvenirs (hvilket skal forstås enormt positivt), det boblende, bongotrommetunge titelnummer og til det udsvævende afslutningsnummer “Danser med snefnug”. Michael Marino er en ekstremt dygtig sangskriver, og hans unikke hippie-folkrock er en fornøjelse at lytte til.
Hvis man skal komme med indvendinger, kan man sige, at det måske ville have været fedt, hvis Marino og hans håndlangere havde syret lidt mere ud. Mit klare favoritnummer på pladen er “Nattens sidste time”, som begynder med en optagelse af en kroatisk drukfest for derefter at forvandle sig til en virkelig stærk sang præget af meget ustemte guitarer og ultraskævt blokfløjtespil, og som omtrent halvvejs inde bryder sammen i et stærkt psykedelisk, gyseragtigt og ekkotungt kogerstykke. Det er virkelig godt!
På den anden side er noget af det stærke ved Lotus Krokus netop, at Marino holder sig så relativt stringent til sangskrivning. Jeg tror ikke, jeg kan komme i tanke om andre, der laver den samme type af autentisk 60’er-folk. Så Deva er en plade, der falder på et tørt sted. Jeg er rimelig overbevist om, at den gennemsnitlige livsglæde ville være klart højere, hvis der var mere musik, der lød som Lotus Krokus.
