Handsome Furs: Plague Park

Mens Spencer Krug er beskæftiget med sideprojektet Swan Lake, afslører en anden vital del af Wolf Parade, Dan Boeckner, hvad han går og laver i sin fritid. Han laver musik! Og med sin forlovede Alexei Perry har han under navnet Handsome Furs indspillet ni kompositioner, som ikke lægger sig særlig langt fra Wolf Parades mildt psykedeliske, tidssvarende rockeksperimenter. Det vil altså sige: en plade med guitarer indhyllet i stikkende distortion, let skinger stemmeføring og ikke mindst godt med delay på alle sangene, som inde bag den let prætentiøse overflade alle er pop af natur. På Wolf Parades Apologies to the Queen Mary var denne opskrift lig med stor succes, og den kreative nødvendighed lyste ud gennem alle pladens huller.

På Plague Park er der i forhold til Wolf Parade skruet en del ned for detaljerigdommen og orkestreringen, og generelt er der tale om en temmelig dogmatisk tilgang til musikken. Samtlige ni sange bygges op af tre elementer: en smadret guitar, Boeckners moderne ulvehyl og en trommemaskine. Fra tid til anden optræder et klaver, en synth-programmering, en akustisk guitar eller andet, men generelt sidder man med fornemmelsen af en plade, hvor der er skåret ind til benet.

Det kræver en del af sangskrivningens kvalitet, og i Handsome Furs’ tilfælde er den ikke himmelråbende genial. Det behøver den som udgangspunkt heller ikke at være, men så skal sangene bare være iørefaldende – i hvert fald hvis målet er, at nogen skal føle lyst til at sætte pladen på. Og den lyst opstår desværre ikke.

Måske er det fordi den prætentiøse attitude for ofte forekommer en smule påtaget. Måske er det fordi Handsome Furs bare nægter at åbne op for den prikkende popmelodi. Eller måske er det fordi duoens kunstneriske bevidsthed forhindrer dem i at være spontane i deres tilgang til sangskrivningen og især produktionen. Hvad svaret end er, virker Plague Park efter 10. gennemlyt stadig kedelig. Den er en tung dans, som sjældent betaler det tålmodigt lyttende øre tilbage, og derfor ender den i sidste ende op som en noget frustrerende oplevelse.

Der gemmer sig utvivlsomt gode melodier under overfladen: “Handsome Furs Hate This City” tillader f.eks. en mere kompleks tekstur at farve melodierne, og i dette tilfælde står produktionen knivskarpt til sangen, ligesom der er en ærlighed og naturlighed til stede i forholdet mellem materiale og fremførelse. Også med “Sing! Captain”, hvor der åbnes op for en mere modig, eller måske bare interessant, flirt med det potentiale, der er i mødet mellem det akustiske og det elektroniske univers, har duoen succes.

Handsome Furs vidner om kunstnerisk selvbevidsthed – og dén rugende, uforløste atmosfære, der hviler over albummet, er stilfuldt gennemført. Men sangene virker for stillestående og retningsløse, og i sin insisteren på den lange vej uden om popsangen bliver Plague Park for indadvendt.