Det gik sikkert manges næse forbi, men en af 2006’s allerbedste udgivelser kom fra en hemmelig svensker, der kalder sig Sally Shapiro. Hun giver ikke interviews og optræder heller ikke live, angiveligt grundet generthed, men selv om en sådan indstilling kan ligne et pr-mæssigt selvmål, har Shapiro alligevel formået at få en betragtelig portion opmærksom ved (undskyld klichéen) at lade musikken tale.
Netop den musikalske kliche er en væsentlig del af den enorme charme, der omgiver Disco Romance. Debutalbummet er en fornem opdatering af 1980’ernes italo disco, og som for at understrege dette musikalske oprindelsessted er albummets bagside er endda prydet med farverne fra det italienske flag. Selv om det måske snarere lyder som en snarlig Melodi Grand Prix-vinder end en popperle fra sidste år, så formår albummet at undgå den pinlige parodi og har i stedet perfektioneret og samtidigt revitaliseret en genre, der ellers er forbeholdt nostalgiske djs. Det er landsmanden Johan Agebjörn, der har skrevet og produceret albummet, og han har ramt en utroligt fornem balance mellem synth-melodisk melankoli og en herligt overfladisk produktion, som utvivlsomt har den konsekvens, at mange vil affeje Disco Romance som tom pop, men som også sættes i en spændende kontekst, når man medtager de sørgelige toner, og ikke mindst Shapiros stemme.
Allerede på den betagende åbner “I’ll Be by Your Side” galoperer syntetiske firsertrommer om kap med Agebjörns fængende synthesizer-toner i en gennemgående distanceret og afhumaniseret melodi, men med indlemmelsen af en den generte sangerindes vokal, forekommer en nærmest kemisk reaktion, der gør det ellers upersonlige nummer umådeligt smukt og levende. Shapiro synger som om hendes eksistens langsomt er ved at blive visket ud, og hun ikke har kræfter nok til at kæmpe imod. Vokalen er selvudslettende og har nærmest opgivet at blive hørt, og når hun synger »when the world is falling all apart / I’ll be by your side, tonight« lyder hun mere som en usynlig ven end en stærk elsker.
Trods håbløsheden så det langt fra en entydigt nedslående oplevelse at lytte til Disco Romance, for selvom der er en klar sørgmodighed over den dystre pop så inviteres lytteren alligevel ud på dansegulvet. Både “I’ll Be by Your Side” og den tempofyldte “I Know” har flere gange fået denne anmelder til at overvinde sit Brandon-kompleks og give sig hen til de polerede melodier, hvoraf den sidstnævnte nærmest er en musikalsk udgave af et laserlysshow.
Og selvom musikken virker distanceret betyder det ikke, at det føles forkert at danse tæt til den, hvilket især “Find My Soul” og “Time to Let Go” egner sig helt fantastisk til. Det er utroligt betryggende, at man selv i 2007 vil kunne høre syntetiske trommer i baggrunden når man forsøger at holde en pige i hånden for første gang, mens der uden ironi bliver sunget »you are so fine / and I’m thinking about you all the time«. Det lyder måske ligeså inspirerende som en regnvåd selvangivelse, men når det leveres af Sveriges mest generte sangerinde, så er det lige til at få tårer i øjnene af.
Albummets absolutte højdepunkt er “Anorak Christmas”, som oprindeligt blev fremført af den svenske tweepop-gruppe Nixon. Hvor originalversionen en sød, naivistisk sang, bliver den i Sally Shapiros hænder løftet op på instant classic-niveauet og står som et af de allerbedste covers i det nye årtusinde. Den indledende keyboardtoner er umiskendeligt rodfæstet i en decembermåneds iskolde julestemning, men heldigvis kan nummeret sagtens høres året rundt uden at miste et gram af sin smertefulde charme. Og samtidigt indfanger teksten perfekt Shapiros selvopløsende måde at synge på med den uudslettelige linie »I can’t remember my own name / but I do remember yours.«
Selvom det måske er kritisabelt, at et album med kun ni numre indeholder to remixes, så formår både den groovende “Find My Soul (Norwegian Electrojazz mix)” og “I’ll Be by Your Side (Rude 66 808 Remix)” at trække materialet i nye retninger. Med hollandske Rude 66s brug af vocoder bliver Shapiro mekaniseret, og den ellers unuancerede produktion får her væsentligt flere elementer at arbejde med, og remixene ender faktisk med at give albummet en endnu større spændvidde frem for bare at tilføre en deja-vu-følelse.
I en perfekt verden ville Disco Romance afføde ni klokkeklare Melodi Grand Prix-vindere og være soundtracket til såvel det første kys som afskedsbrevet. Mens Østeuropa-dominansen har ødelagt den førstnævnte mulighed, er sandsynligheden for en masseforelskelse i Sally Shapiro væsentligt større. Ikke kun på grund af de fremragende melodier, men også for hendes evne til netop at synge, som om hun slet ikke eksisterer.
