Hvis ikke man har hørt om Evil Madness, kunne man på baggrund af bandnavnet og albumtitlen komme til at tro, der var tale om et metalband. Kigger man derimod på pladeselskabet, regner man hurtigt ud, at det snarere er underlige delikatesser fra Island, vi har fat i.
Allerede efter få minutters lytning viser det sig, at et ondsindet navn passer bedre her, end det nogensinde har gjort på et metalband. Bandet er en islandsk supergruppe bestående af Jóhann Jóhannsson, duoen Stilluppsteypa og DJ Musician. Netop Jóhannssons arbejde med musik til installationer og film skinner tydeligt igennem. Hele Demon Jukebox kunne sagtens have været underlægningsmusik til en dyster gyser, og netop dette gør pladen til en anderledes oplevelse end den musik, man normalt udsættes for.
Pladen opleves som en film uden billeder – forstået på den måde, at det er stemninger mere end musik, der skabes. Det fungerer rigtig fint, hvis man lukker øjnene. Så dukker billederne nemlig op af sig selv. På den måde får man en ny film, hver gang man lytter til det samme soundtrack. Fælles for alle de film, der måtte udspille sig i tankerne på lytteren, er dog, at de er uhyggelige.
Referencerne spænder over ondsindet og mørk electronica som Aphex Twin og Kraftwerk, når de er koldest. Men referencerne til gyserfilm træder endnu tydeligere frem. Demon Jukebox kunne sagtens have været brugt som baggrund til Kubricks The Shining. I filmen bruges musikken til at understrege at, der vitterligt er noget galt, selv når alt virker normalt og godt. Den slags har tydeligvis været inspiration for Evil Madness. Og eftersom der ikke er billeder til musikken på Demon Jukebox, skal der ydes en indsats fra lytterens side for at få det maksimale ud af pladen.
Fra første skæring kan man mærke den kappeklædte øksemorders tunge ånde i nakken. Lyden er meget mørk, og man er konstant en smule utilpas. Man har en fornemmelse af at være fanget i en labyrint, der konstant byder på ubehagelige overraskelser, alt imens man bliver jagtet af føromtalte øksemorder. Man vil rigtig gerne ud, men magter ikke at finde udvejen. Samtidig er musikken så dragende og spændende, at man heller ikke kan få sig selv til at slukke den, før pladen er slut. Jo, det er, som pladeselskabet antyder, en gang underlig lyd fra Island.
Ud over en næsten konstant lavmælt og rumlende støj er der kirkeklokker, orgel og strygere. Alle instrumenter, man i høj grad kan forbinde med uhygge. Derudover er der indimellem en næsten uforståelig snak, hvor ordene bliver utydelige på grund af den konstante støj, der aldrig lader lytteren slappe af. Det er som i et mareridt, hvor man ved, at det er livsnødvendigt at høre, hvad der bliver sagt, men det er fuldstændig umuligt at finde hoved og hale i det. Man fornemmer bare, at de talende ikke vil en det godt. Den mørke lyd, der konstant ligger og truer i baggrunden afbrydes af pludselige hak i lyden og abrupte stop, der blot betyder, at noget endnu være starter bagefter.
