Amerikanske Branches får hverken megen omtale eller store overskrifter, og gruppen drukner lidt i mængden. Det er en skam, for kvartetten er et overvejende positivt bekendtskab – også på Grown in You, der er en opfølger til den udmærkede selvbetitlede debut.
Grown in You er på ingen måde et radikalt brud med den lyd, der dominerede forrige udspil. Branches definerer stadig sig selv med en underspillet charme og legesyge, og bandet lyder ofte, som de nærmest er i tvivl om deres egne evner, hvilket den noget skrabede hjemmeside også vidner om. Der er da links til anmeldelser af deres nye plade, men det vil være overdrivelse, hvis man hævder, at de gør en masse reklame for sig selv.
Åbningsnummeret, eller rettere sagt åbningsintermezzoet, “A Lot You Got to Holler” ligger heller ikke langt fra ovenstående. De 42 sekunders bizarre og larmende guitar/tromme-miskmask går fint i spænd med det sløve og lidt blues-agtige drive samt den slæbende guitar i “All Appeal”. Det virker skævt og alt andet end synkront, hvilket det heller ikke er – men man tæmmes af det hypnotiserende arrangement og en komposition, der ikke lige lader sig indfange.
Pladen er i det hele taget en munter og fornøjelig affære. Branches strutter af spilleglæde, og det virker, som om de har haft det sjovt, for der er noget kækt over sangene og deres opbygning – specielt den måde, bandet har valgt at bruge guitaren på. Hele tiden på vagt, men også parat til at byde ind med et eller andet friskt og karakteristisk. Lyt bare til “Dance a Little Closer”.
Der er stadigvæk den slags vittige ind- og udfald, som også prægede den gamle plade, men det hele er en anelse mere tætskåret og pakket. Melodierne får lov til at bære sange til ende, og det er en af kvaliteterne i forhold til debutten. Mellemspillet “An October City” skal dog ikke have mange roser med på vejen. Hvorfor bruge over et minut på det ligegyldige pladder, der muligvis skal virke som en form for opdeling, når nummeret ikke når nogen vegne? Det hænger i det uvisse – med pil ned!
De 10 nye sange er skåret ud af de samme skæve og finurlige skabeloner som 2004-udspillet. Det ene øjeblik forvirres lytteren, og det næste forvandles sangene til en solbeskinnede og vidunderlige rockhymner med masser af iørefaldende melodier.
Et af flere eksempler på dette er den fine “Loaded Guns”, der zigzagger mellem det tilforladelige og det forunderlige, sammen med en tekst der kun består af følgede vers, der gentages en enkelt gang: »Loaded guns and we’re feeling high / Still it feels real bad when you pull / the trigger in my face.«
Jeg tvivler på, at Branches vil høste et nyt og større publikum med Grown in You. De er en tand for skæve til den almindelige lytter, der holder af mainstreamrock, og muligvis for anonyme i et univers, som kræver mere end blot held for at nå stjernerne. Men Grown In You beviser, at Branches har eksistensberettigelse, og at man godt kan blive positivt overrasket – trods anonymiteten.
