Da Viva Vertigos debutalbum, Viva Viva, via Bad Afro Records så dagens lys i 2004, var det med den navnkundige Sune Rose Wagner i producerstolen, ligesom han også spillede guitar på flere af numrene. Desuden fik primus motor Simon Beck god hjælp af den tidligere bassist i Jeff Buckley Band, Mick Grondahl.
Wagner har denne gang kun sat sit fingeraftryk på “Fire Walk With Me”, mens Grondahls bidrag begrænser sig til en lidt overflødig intro-‘tale’ i “Vulcan Airwaves”. Princippet med at lade musikalske legekammerater have op til flere fingre med i musikken er dog bibeholdt. Danmarks ypperste psykedeliske rockband, Baby Woodrose, medvirker eksempelvis på tre skæringer, og så har Beck haft held med at grave den tideligere sangerinde i Miss B. Haven, Lise Cabble, frem fra gemmerne. Det er efterhånden 10 år siden, man sidst hørte nyt fra hendes sødmefulde sangstemme.
Sammen med Viva Vertigos grundstamme anno 2007 skaber Beck fortsat rockmusik, der peger tilbage mod 1950’ernes USA. For at understrege referencepunkterne er albummet i øvrigt opkaldt efter den alternative og kontroversielle rockklub The Vulcan Gas Company i Texas, hvor så store navne som for eksempel The Velvet Underground og Muddy Waters i sin tid optrådte.
Efter den lidt uheldige intro hvor det blandt lyder: »Finally it’s here…« og »With a salty blend …Viva Vertigo … In volume two«, sparkes albummet rigtigt flot i gang. “Strip Dip Dipper”, “Baby Likes Dark Rock ‘N’ Roll” og “Love Is a Dog From Hell” er alle medrivende rocknumre, man lynhurtigt og med den største fornøjelse skråler med på. I sidstnævnte skæring er det for eksempel så herlige linjer som disse man tager til sig: »As I’m taking off / One fucked up gringo lost / Screams, knives and raves / A black jagged matress.«
Simon Becks sangstemme er først og fremmest kendetegnende ved sit kølige og lettere distancerede udtryk. Måske er det derfor, det virker helt fortrinligt, når denne særegne kølighed får modspil fra den blide og stærkt forførende candyfloss af en sangstemme, som Lise Cabble er i besiddelse af. Nummret “Candy Young” er i dén grad en sukkerholdig affære, som ikke desto mindre fungerer ualmindeligt godt.
Variationen mellem de fartglade rocknumre og de mere nedtonede indslag er vellykket, ligesom der opstår herlig afveksling, når de forskellige gæsteoptrædende kommer ind. Ud over Cabbles skønsang gælder det især fuzz-guitarene fra Baby Woodrose-medlemmerne.
Indimellem er det dog som om Becks vokal falder lidt igennem lydbilledet og drukner lidt i sin egen coolness. Derfor ender i hvert fald et par numre med at fremstå en anelse kønsløse. Men det ødelægger ikke helhedsindtrykket af en skive, der er rig på attitude og mange vellykkede skæringer. Og så pynter leadguitaristen Sara Lewis Sørensens vokal flere steder.
Trods udskiftningen i line-up og special guests holder Viva Vertigo gennemgående det høje niveau fra den vellykkede debutplade. Og så er det i øvrigt ikke engang for tidligt at begynde at glæde sig til tredje albumudspil fra Simon Beck & co; grundbåndene er nemlig allerede optaget…
