Explosions in the Sky er tilbage med en ny opvisning i brugen af rumklang og kompositioner, der bølger frem og tilbage mellem et tyste og det buldrende. All of a Sudden I Miss Everyone melder altså intet nyt under solen. Det er postrock i sin reneste form.
Pladen kæder seks kompositioner sammen, som hver især varer fra tre minutters hitlængde til et svimlende kvarter. I en lind strøm glider de ud og ind af hinanden, så pladen allermest virker som ét langt bombastisk sejtræk.
Hver skæring har fået en titel, som sætter lytterens tanker i bestemte, ret alvorlige baner. Og det er virkelig tunge ting, kvartetten tumler rundt med. Uden brug af vokal spiller texanerne musik om ensomhed og frygt. At det så skulle koble dem sammen med emobandet My Chemical Romance, må helt og holdent stå for pressemeddelelsens regning.
Musikalsk spinder det fire mand høje band nemlig videre på det væv, som kollegaerne A Silver Mt Zion og næsten legendariske GY!BE har spundet på i snart mange år. Det er lange kompositioner, der går fra nulpunktet til dramatiske klimaks og tilbage igen ved hjælp af udstrakte guitarflader og højt spil på trommerne.
Pladen starter effektivt med knitrende hvid støj, hvorefter spændingskurven kun går op og op, indtil dramaet og de tunge anslag på instrumenterne bliver afløst af en pulserende stortromme omkranset af stille guitarlyd.
Højdepunktet når Explosions in the Sky i fjerde skæring, “What Do You Go Home To”. Et hypnotisk klaver sender for en gang skyld guitaren ud til frikvarter, og det fungerer faktisk godt. Kompositionen virker friskere end gennemsnittet på pladen og vækker næsten mindelser om de lydbilleder, Steve Reich frembringer i eksempelvis Music for 18 Musicians.
Desværre formår Texas-kvartetten aldrig at spille sig helt derop, hvor det virkelig gælder. Musikken virker som en talentfuld balletdanser, som har tøjet, den rigtige sminke og de smidige led, men som ser sig tilfreds med at danse de samme trin igen og igen.
Ifølge pressemeddelelsen har bandet brugt meget tid i studiet på at indspille, genindspille og rette i deres idéer. Der er heller ikke mange tilfældige anslag i de stilfaste amerikaneres fingre, og de lange numre udføres uden skælven. Desværre er de ganske vilde idéer måske blevet tæmmet af den lange arbejdsproces. Pladen har i hvert fald en kedelig tendens til at være forudsigelig: Støj afløser stilhed og tilbage igen.
Folk med forkærlighed for postrock skal ikke være bange for at bruge tid på All of a Sudden I Miss Everyone. Men det er svært at koncentrere sig om endnu en plade med højt til loftet, der desværre runger mere af ventesal end af slotshal. Vælger medlemmerne at gå lidt vildere til værks på deres næste plade, kan det ikke udelukkes, at det bliver som eksplosioner på himlen. Lige nu er det ikke mere end tre knaldperler i knæhøjde.
Lyt til “Welcome, Ghosts”:
[audio:http://www.explosionsinthesky.com/mp3s/02_Welcome_Ghosts.mp3]
