Med en absolut fremragende opfølger til deres glimrende, men noget oversete debut, placerer Field Music sig blandt frontløberne blandt de bedste, nye engelske bands. Popgenialiteten serveres med rund hånd og voldsomme ambitioner, men hæmmes nogle få gange af de næsten for komplekse arrangementer. Men vær ikke i tvivl, Tones of Town er en musikalsk olfert til Field Musics konkurrenter til pop-tronen.
Af uvisse grunde er det med ét blevet hipt for en del bands at lyde, som om de netop er fræset ind i studiet efter en kort researchtur til 1975. Om dét kan man mene, hvad man vil, men den succes, som f.eks. Midlake, The Clientele og The Hold Steady har haft på det seneste, vidner om, at rustik lyd og noget så oldnordisk som strygere i popmusik falder på et tørt sted for mange.
Field Musics musikalske grundværdier, hvis man kan formulere det sådan, er tilsyneladende også solidt rodfæstet i fortiden. Man kan i hvert fald sagtens forestille sig, at Loves Forever Changes, Beach Boys’ Pet Sounds og The United States of Americas selvbetitlede plade har en prominent plads på trioens pladehylder. Og det skal man faktisk overhovedet ikke være ked af. Næ, man skal være ovenud begejstret. For selv om Field Music blot er nået til plade nummer to, er de gået i et gevaldigt stort udbrud. På den store klinge, om man vil.
I løbet af den lille halve time, som Tones of Town varer, demonstrerer bandet, at de kan spille de fleste nuværende bands halvvejs ud på tribunen og oven i købet have overskud til at håne modstanderne med et ocean af harmonier. “In Context” er et godt eksempel på, hvor skødesløst man kan skrue et popnummer sammen, der er så blændende, at Arthur Lee fra Love vil hamre de benede næver mod kistelåget indefra for at komme op og lave en gæsteoptræden. Han ville være misundelig, ville han. Og sørme om ikke også de er i stand til at lukke nummeret med en bassolo, der fungerer. Det er ikke tit, man kan slippe af sted med det.
I “A Gap Has Appeared” overgår de dog bas-finessen ved at afslutte med en decideret flødeskumskage af en vokalharmoni, der leder over i pladens bedste nummer, “Closer at Hand”, der sammen med åbningsnummeret “Give It Lose It Take It” burde sikre de tre nordenglændere et par klapstole ved Brian Wilsons store poolparty i himmelen. Når han og de altså når så vidt.
Hele pladen er dertil proppet med afsindigt veltilpassede strygere, der konstant supplerer, udvider og afrunder lydbilledet, som f.eks. i “Kingston”. Den generelle idérigdom får faktisk alt andet musik, man måtte sætte på umiddelbart bagefter, til at lyde som AC/DC.
Der er nogle sporadiske skår i glæden, når bandets lyst til at twiste deres popsange i skiftende retninger truer med at flå numrene fra hinanden. Man bør dog ikke klandre et band, der i den grad tør tage fusen på lytteren og i øvrigt er sundere for sjælen end ti års intensiv psykoterapi og varm kakao til sammen.
Lige nu er det svært at se andre bands, der på så overlegen facon kan få en halv times gudsbenådet pop-solskin til at lyde som en tur ned til bageren efter høj snegl og rundstykker. At man kan lave den slags, når man er vokset op i Sunderland, gør bare det hele endnu mere mirakuløst.
