Terry Six, forsanger og guitarist i The Nice Boys, har været længe om at få udgivet denne plade. I 2003 omkom tre fjerdedele af Six’ dengang voldsomt fremadstormende poppunk-orkester The Exploding Hearts, og alene tanken om at skulle bære videre på dét, som The Exploding Hearts dengang var i færd med, vil kunne få enhver ung musiker til at skælve.
For med Guitar Romantic havde The Exploding Hearts lavet en drøm af en poppunk-plade, der appellerede til lige dele teenagere og gamle halvbitre punkrockere, der erklærede genren død på et tidspunkt i slutningen af 1977. Men det er altså lykkedes for Terry Six, der her spiller guitar og synger for, at samle tre musikere om sig, der ikke alene lyder til at have samme musikhistoriske præferencer, men også ligner Six’ gamle bandmedlemmer tilpas meget. Dér stopper al sammenligning så desværre også.
For med lyden af en øl, der bliver knappet i starten af “Teenage Nights”, bliver det klart, at The Nice Boys er en meget afpunket udgave af The Exploding Hearts. Der er lidt for stor forkærlighed for den ellers fremragende engelske powerpop-pioneer (og Elvis Costello-producer) Nick Lowe, og guitaren er poleret og afskærmet, hvilket betyder, at den ikke får lov til at brede sig i musikken. Det samme gælder trommerne, der albummet igennem knapt kommer forbi den beskyttende filt foran højtalerenhederne.
Og hér kunne anmeldelsen sådan set godt slutte.
Men det er desværre ikke alle, der kender The Exploding Hearts, og The Nice Boys fortjener at blive bedømt uden tanke på det ene bandmedlems tidligere orkesters bedrifter. Der er nemlig også ganske befriende øjeblikke på pladen. Heriblandt den sukkersøde ballade “Johnny Guitar”, hvor vokalharmonierne og et simpelt klaverstykke løfter melodien helt derop, hvor hjernen bliver modtagelig som tapetklister. Og dér bliver den siddende, selv om trommerne lyder som noget fra en hyper-komprimeret mp3-stream.
Ligeledes er “Dugong Along” som skræddersyet til en scene i en amerikansk highschool-film. Den scene, hvor den lidt nørdede knægt for helvede vil vise damerne, at han kan rykke dem rundt på dansegulvet til den store promnight. Og “All Our Good Times” er et potentielt hit, hvis bare trommerne ikke var så forbandet tyndt produceret. Desværre viser den også visse mangler på tekstsiden, hvor linjer som »Oh baby, you’re the one« og »If you leave me babe, I’ll die« synliggør evnerne på den front.
Referencerne til de fabelagtige pionerer inden for retroklingende guitarpop, Big Star, er der selvfølgelig også blevet plads til. Især i “Avenue 29”, hvor en næsten melodifjendsk intro fungerer som et skalkeskjul for en himmelskrydende huggende punkmelodi, hvor harmonierne alene banker igennem den tågede produktion og giver lyst til at spole tilbage og høre den forfra. Og så er pladen absolut bedste nummer den ligeledes huggende “Southern Streets”, hvor simple guitarfigurer konsekvent fylder melodien med fremdrift – hvilket netop var dét, der gjorde The Exploding Hearts så gode.
Det er ikke en dårlig plade, The Nice Boys har udgivet. Men det er bare så forbandet svært ikke at komme til at tænke på The Exploding Hearts-mesterværket Guitar Romantic, mens man lytter. Det er ærgeligt, men The Nice Boys er selv skyld i det, for Pat Kearns’ produktion er ødelæggende for energien. Der er ikke andet at gøre end at krydse fingre for, at de stadig har masser af år tilbage, så de kan hyre en ordentlig producer, der evner at få vildskaben ind i melodierne. Først dér vil The Nice Boys have en chance for at træde ud af The Exploding Hearts’ skygge.
[audio:http://www.birdmanrecords.com/niceboys/audio/Nice_Boys_-_Johnny_Guitar.mp3]
