»Let’s get out of this country,« sagde skotske Camera Obscura til hinanden og tog til Stockholm. Hér indspillede de hele deres tredje album, og opholdet gjorde åbenbart bandet godt, for resultatet er særdeles vellykket. På trods af at bandet kan fejre deres første runde fødselsdag i år, er de ret ukendte i Danmark – også selv om der i dén grad er musikalske lækkerier at komme efter.
Det seks mand (m/k) store band med Tracyanne Campbell som sangskriver og forsanger gør sig i klassisk pop. I Camera Obscuras opskrift er den krydret med det bedste fra den følsomme indiepop-tradition med Belle & Sebastian i front kombineret med lidt soul, lidt country og en del vokaler a la 50’er-pigegrupper, hvorfra hele bandet univers også synes at stamme. Fra albumdebuten Biggest Bluest Hi-Fi (2001) til opfølgeren Underachievers Please Try Harder (2003) og frem til nu har Camera Obscura i højere og højere grad fundet deres egen musikalske identitet, og i modsætning til tidligere er referencen til Belle & Sebastian nu ikke særlig stor.
»I drowned my sorrows and slept around / When not in body, at least in mind,« synger Tracyanne Campbell på titelnummeret. Og hun har mange gode linjer fra samme skuffe på albummet. Det er bestemt værd at lytte efter teksterne. Deres vokalmæssige indpakning er i øvrigt heller ikke at klage over – harmonierne er ren vellyd, og Tracyanne Campbells solostykker er præget af samme ukrukkede, ærlige nærvær som teksterne.
De fleste af disse kredser om hjertesorg af forskellig form. Men det bliver aldrig hulkende ‘hvor-det-er-synd-for-mig’-indie. Hele molevitten er nede på jorden, og et hjertesuk eller to dør man ikke af. Albummets førstesingle, “Lloyd, I’m Ready to Be Heartbroken”, er netop hjertesorg til positive poptoner, og samtidig et humoristisk svar til Lloyd Coles “Are You Ready to Be Heartbroken?” fra 1984.
Albummet er produceret af Jari Haapalainen (kendt for samarbejdet med bl.a. Ed Harcourt og The Concretes). Camera Obscura har i et interview sagt, at han kalder sangen “If Looks Could Kill” for ’retarded Motown’. Det er en morsom kategorisering. Men der er nu ikke noget retarderet ved det mere end velskabte Motown-rocknummer, der er albummets mest livlige – en ren fornøjelse for danseskoene og øregangene; melodiøst som bare pokker, og nummeret fænger omgående.
Et andet af bandets højdepunkter er afslutningsnummeret “Razzle Dazzle Rose”, der er stemningsfyldt og fredeligt med afdæmpede trompeter, men har en skarp kant i melodien. Dette nummer har en anelse af den country-inspiration, der er mere tydelig i “Dory Previn” og “Country Mile”.
Det er ikke nødvendigt at fremhæve mange numre, for Let’s Get Out This Country er hele vejen et dejligt album med en fin enhed de 10 numre igennem. Der er ingen svipsere, for selv de numre, der måske umiddelbart lyder, som om de er under gennemsnittet, vinder alligevel undervejs – som “Come Back Margaret”, der sejrer med harmonier og sirupsøde krøller på melodien.
De søde og direkte vokaler, humoren og ærligheden skaber en naturlig medfølelse og indlevelse hos lytteren. Og selv hvis man kan modstå Tracyanne Campbells subtile charme i tekst og sang, er det svært at modstå blæserne og strygerne, der giver mange numre lige præcis dét der udefinerbare ekstra. For slet ikke at tale om popmelodierne, både dem med høj og lav Motown-værdi – for alle sidder de, lige som de skal. Tracyanne, we are ready to be heart-broken.
