Viva Voce: Get Yr Blood Sucked Out

‘Viva voce’ er latin og betyder noget i retningen af ‘mund til mund’ eller ‘det talte ord’. Vi har altså at gøre med et band, der via sit navn hylder gode gammeldags dyder fra dengang, hvor det handlede om at begejstre tilhørerne så meget, at de derefter ville fortælle andre om, hvor fantastisk musikken var. Altså en tid, hvor det handlede om musikalsk kvalitet og ikke om, hvor mange reklamekroner éns pladeselskab var i besiddelse af.

Det lyder jo alt sammen meget godt, men er Kevin og Anita Robinsons tredje album som Viva Voce virkelig godt nok til, at man bør anbefale det til andre? Det er det faktisk. Duoen rammer på Get Yr Blood Sucked Out en tone, der nok er retro, men næsten aldrig føles som en bleg kopi af noget, der blev lavet bedre i ‘de gode gamle dage’.

Albummet indledes med den fantastiske “Believer”, hvor håndklap, akustisk guitar, mundharmonika og en elektrisk guitar direkte fra 1967 lægger bunden til ægteparrets duet om, at: »I’m a believer now / But there’s nothing I can do / To keep me safe from you.« Nummeret er hypnotisk og fremragende og lyder ikke helt som noget andet på albummet. Ikke sådan at forstå, at resten af albummet ikke er hypnotisk, for det er det bestemt – men på den resterende del af albummet går duoen i en mere sangbaseret retning, hvor melodierne udvikler sig en smule mere end i “Believer”.

“When Planets Collide” er en tour de force for Anita Robinson, hvis fingernemme og sejtrækkende guitarriffs sættes i centrum sammen med hendes spinkle stemme. Hendes mand er dog aldrig ude af billedet, da han leverer glimrende vokalharmonier. Han leverer førstestemmen til den fine, akustiske “Special Thing”, mens Anita lader guitarerne være overraskende medrivende, samtidig med at duoen charmerer sig igennem omkvædet ved at tilsætte nærmest dilettantiske håndklap.

At duoen også magter det langstrakte, kan høres i “So Many Miles”, der med sine over otte minutter imponerende nok ikke bliver for lang. Det hjælper naturligvis, at duoen spinkelt og smukt får deres vokaler til at harmonere over stilfærdigt buldrende guitarriffs, der, når vokalerne dør ud, i stedet får selskab af storslåede blæsere, der på glimrende vis udvider duoens musikalske palet.

Decideret dårlige sange er der egentlig ikke på Get Yr Blood Sucked Out, men der ikke til gengæld ikke specielt meget dybde i Viva Voces musik. Albummet lyder godt og belønner bestemt gentagne gennemlytninger, hvorefter de mere utilgængelige sange åbner sig, men albummet hæver sig aldrig over et niveau, der bedst kan kategoriseres som ‘fint’. Der er ikke noget, der rammer på et dybere følelsesmæssigt eller intellektuelt plan. Det er den ekstra dimension, parret har behov for at tilføje til deres musik, hvis de virkelig vil betyde noget for lytteren, i stedet for blot at være endnu et band, man bare kan lide.

Ikke desto mindre fortjener Viva Voce bestemt opmærksomhed, uanset om de får det via mund til mund-metoden eller ej. De har ladet sig inspirere af musikken og stemningen fra 60’erne, men har ikke slået sig til tåls med blot at være en pastiche af noget andet. Sangene er i hvert fald gode nok til at fortjene lidt tid ude i spotlyset.