Hvis du er en svoren tilhænger af krystalklare melodier og iørefaldende sing-along, kan du lige så godt stoppe nu. For selv om den tyske musiker Martin Juhl startede sin musikalske løbebane med blues og folk i ungdomsårene, har han som modent musikmenneske – under aliaserne Marsen Jules, krill.minima og Falter – for længst sagt farvel til vers/omkvæd-formlen.
Som Marsen Jules står Juhl bag foreløbig to udgivelser på netselskabet Autoplate samt to på City Centre Offices med en svævende og ordløs musikalsk blanding, der på én gang fremstår eftertænksomt verdensfjern og umiddelbart organisk. Kodeordene er følelse og atmosfære. Midlet er strukturløse, cirkulære kompositioner.
Og Martin Juhl kan sit kram. For indtager man Les Fleurs iført hørebøffer, falder man lynhurtigt ind i beroligende drømmerier med albummets blide lydbølger som behageligt soundtrack. Toner ruller, tankerne flyver, og inden længe er man lullet langt væk i eskapistiske båndsløjfer. Og netop heri ligger også albummets svaghed.
For nok er de ekkotunge frembringelser med harpe og klokkespil, som ambient-skabelonen foreskriver, funktionelle og diskret stemningsskabende. Og fred være med det, bogstavelig talt. Men som med så mange andre albums inden for genren undgår Les Fleurs ikke i perioder at lyde lidt for meget som en uddateret meditations-cd indkøbt i en røgelsesindhyllet hippieforretning.
I mindre doser fungerer det som antydet udmærket, men som albumoplevelse er det for anonymt og kønsløst til, at interessen hos lytteren kan holdes i knap 52 minutter. I hvert fald når man som undertegnede endnu ikke har fået hjembragt indmeldelsesblanketter til yoga-kurser.
Et ydmygt ønske herfra kunne derfor være, at Martin Juhl tilføjer sine kompositioner en solid dosis knas, støj og skurren, næste gang han ifører sig Marsen Jules-trøjen. For kombinationen af organisk minimalisme og mindre harmoniske elementer vil temmelig sikkert skabe et mere medrivende resultat, end tilfældet er med Les Fleurs.
