Legende let – og så en smule melankolsk med et strejf af drilsk charme. Det er de søde superlativer, der dominerer den anden udgivelse fra de to London-baserede legekammerater Carim Clasmann og Galia Durant, til sammen Psapp. Siden den anmelderroste debut Tiger, My Friend er der sket lidt af hvert for duoen; blandt andet har duoen skrevet kontrakt med det engelske pladeselskab Domino, mens folkene bag et par temmelig populære amerikanske TV-serier (The O.C. og Grey’s Atanomy) har fået øjnene op for Psapps løjerlige, men fængende univers.
Selv om polerede teenageproblemer og hvide hospitalssenge langtfra er det første, man får associationer til ved gennemlytningerne af The Only Thing I Ever Wanted, er det nu ikke overraskende, at Psapp er blevet headhuntet til disse kommercielle formål. Med dansable rytmer i ét hjørne og dæmpet melankoli i et andet, passer numrene hver især ind i enhver sindsstemning og årstid – og selv om de elektroniske kompositioner ganske vist er skæve og finurlige, skaber duoen samtidig fine melodier, der sætter sig klæbende godt fast ved første lyt … og dér bliver de.
Åbningsnummeret “Hi” er f.eks. en fin appetitvækker, der giver et godt billede af duoens formåen. Nummeret er spøjst og maskinelt og fremtvinger det ene øjeblik billeder af en kinesisk lejetøjsfabrik, mens man det andet befinder sig midt i en omgang tilbagelænet salsa-hygge på en solbeskinnet bounty-strand.
Mere drømmende og melankolsk er “In This Way”, som med en dejlig melodi, diskret klokkespil, elektronisk knasen og et prikkende stryger-mellemspil er en sikker godnatsangsvinder. I den mere folkede “Tricycle” fortsættes klokkespillet og de skæve, udefinérbare lyde, der efterhånden er blevet stærke og uundværlige elementer i Psapps udtryk. Alle de simple dele er skruet sammen med en sådan præcision, ynde, og fornemmelse for musikalske virkemidler, at det er svært ikke at lade sig rive med.
I denne forbindelse ville det i øvrigt være en skam ikke at nævne Galia Durants luftige og lidt sprøde vokal, der især kommer til sin ret i det mere cabaret- og musicalinspirerede nummer “The Words”, som er den mest attitudefyldte og festlige skæring på pladen. Nummeret emmer af kæk mystik hovedsageligt skabt af orgelet, uuh-koret, det skæve klokkespil og den lidt ængstelige vokal, indtil spændingen endelig udløses i omkvædet.
Det er efterhånden en sjældenhed at kunne lytte til en hel plade uden på en eller anden måde at ty til overspringhandlinger eller overgreb på forward-knappen, men det lykkes rent faktisk med The Only Thing I Ever Wanted. Selv om visse numre stikker mere ud end andre, er pladen i det store hele så dynamisk, at man aldrig når at miste tråden. Pladen er let fordøjelig, men indeholder så mange massive, fængende og velovervejede elementer, at banaliteten udebliver. En tidløs og stærk plade, der blot, og med spænding, lader den næste vente på sig.
