Det er altid med lidt af et forbehold, at en ukendt debutplade sættes i afspilleren for første gang. Der er intet gammelt materiale at sammenligne med, ligesom éns viden om bandets kunnen og formåen er beskeden. En debutplade kan virke nok så catchy og lovende, men samtidig og desværre ofte være fuldstædig blottet for nyskabende udtryk, fremadrettethed og signatur.
Heldigvis beviser De Rosa, at det er muligt at kreere en førsteplade, der oser af både kreativitet, kvalitet og dynamik. De fire ’lads’ fra Lanarkshire i Skotland har spillet sammen siden 2000 og har nu endelig fået stablet en temmelig godt gennemarbejdet debut på benene gennem Chemikal Underground Records.
I de postpunkede og -folkede skæringer væver udtrykket konstant mellem det melodiske og det støjende, det blide og det opskruede. Som i åbneren “Father’s Eyes”, der indledes med knasende og rummelig støj, som kort efter afløses af en helt enkel og fængende, sprød guitarrundgang med forsanger Martin Henrys vokal helt i forgrunden. I omkvædet skiftes til et mere sprælsk udtryk, men det er dog først i den efterfølgende single “Camera”, at der smadres igennem med åbenlyse referencer til Pixies. Nummeret er godt arrangeret, men produktionen virker en anelse tam, og specielt trommerne kunne sagtens have været blevet tvunget længere frem i lydbilledet.
De Rosas es findes umiddelbart i de udskejende og skarpe passager, men styrken fordeles en hel del, når man ramler ind i et nummer som “Hopes and Little Jokes”. I denne nærværende skæring tages stemningen helt ned i en blid og folket form, hvor specielt vokalen viser sig fra en mere skrøbelig og intens side – der i øvrigt, i samspil med de den akustiske guitar, giver voldsomme associationer til landsmanden Fran Healy fra Travis.
Meget mere skingert, skævt og hektisk bliver det i “Headfirst” hvor der virkelig er dømt opfindsomt hovedspring – nummeret er nok det mest attitudefulde og gøglede på pladen, og det når helt derud, hvor man egentlig bare får lyst til at holde vejret. Der er knald på, men med en lille smule kant på trommerne og fylde i guitaren ville den være helt hjemme.
Uforudsigelighed må være kodeordet på Mend, og selv om produktionen altså til tider virker en smule venstrehåndet, går det aldrig rigtig ud over helhedsindtrykket. Det er eksperimentalt og melodisk, og stort set alle numre er arrangeret med en idérigdom, som bevirker, at pladen hverken bliver for lang eller for kort. Vi tages op og ned; til det udskejende, til det dystre, det positive og det melankolske. En spændende plade, der både fortjener opmærksomhed og en efterfølger.
Enig! Mend er en glimrende skive.