Final: 3 - Undertoner

»Det er nok ikke lige mit gebet, men jeg forsøger,« var mine ord, da jeg blev spurgt, om jeg ville anmelde Final. Og puha da, det var godt nok noget af en omgang. Mit kendskab til denne type “musik” ligger begravet ca. et kvart århundrede tilbage i tiden, hvor jeg havde en kort flirt med Eno, Throbbing Gristle og Pere Ubu.

Final er Justin Broadricks projekt, som han har haft kørende siden 13-årsalderen – on and off. Broadrick er bedre kendt fra Napalm Death, Godflesh, Techno Animal og senest Jesu. Bands, der dels vidner om en utrolig musikalsk spændvidde, men også en utrolig produktivitet. Selv om Final i princippet har eksisteret siden starten af 80’erne, udkom det første album, One, først i ’93. Denne seneste udgivelse er en samling af indspilninger fra årene 2001-2005, og ud over Justin Broadrick har Diarmuid Dalton fra Jesu bidraget som musiker og komponist på flere numre. Der er tale om en dobbelt-cd med 27 numre og en samlet spilletid på intet mindre end 147 min!

Musikken hører genremæssigt til i båsen ‘dark ambient’ med et stærkt præg af industriel lyd. Umiddelbart temmelig svært tilgængeligt, når man er en sucker for riffs og grooves – og det tog også noget tid at få ordentligt hul på bylden.

Det har været sværest at finde en indgang til den første cd. Den virker ekstremt dyster, numrene er meget dominerede af støj, og der er ikke så tydelige melodiflader. Det starter ellers fint med “The Light Orchestra”, der har en tydelig og fin melodiflade af loops. Men for at bringe lytteren ud af fatning ender nummeret med at blive begravet i dyb, mørk støj og så bare slutte pludseligt. Næste nummer “Seasick” er fem minutter med dyb drone-bas og støj – ikke noget, man bare lige lytter til. Og sådan fortsætter det ellers med cd 1.

Eneste virkelige undtagelse er “Sorry”, der bygger på et lille simpelt melodistykke, der nærmest er Residents-agtigt, indtil dets form til sidst fuldstændig opløses for at ende i støj. Cd 1 er meget svært tilgængelig. Den virker for mig absolut ikke som baggrundsmuzak, da den er for dyster og støjende. Jeg prøvede sågar at smide den på mp3-afspilleren og tage den med på en løbetur. Det kan ikke anbefales – det var 10 meget lange og tunge kilometer!

Vendepunktet kom, da jeg endelig fik smidt cd 2 i afspilleren. Her åbner der sig et helt anderledes lydunivers. Det er meget mere både melodisk og sågar rytmisk visse steder. “Remnants” er bygget op over et lille tre-tone mønster, hvorover der så leges med effekter – ganske hypnotisk.

Det eneste slagtøjsnummer er “Not Real 2”, hvor der i baggrunden er en form for rytmeflade af noget, der lyder som tykke rør, der slås tilfældigt an – det hele er selvfølgelig dybt begravet i et støjmønster. “Trees” udmærker sig ved at have en egentlig basgang – selv om det godt nok kun er grundtoner, der slås an. Samtidig er det også det nummer, der har den smukkeste tematiske lydflade og en nærmest traditionel opbygning, hvor der efterhånden bygges flere og flere instrumenter på, for til slut at fase dem ud, som de kom ind. Cd 2 afsluttes med det 17½ min lange nummer “Northpole”, som er på kanten til at være ren noise-drone – det er en hård prøvelse for sindet, men sikkert en lækkerbisken for drone-freaks.

3 stiller store krav til lytteren. Man skal virkelig have tid og lejlighed til at synke ned i “musikken”. Men får man først åbnet sindet og overgivet sig, er der faktisk et dybt hav af lydmønstre, som kan både betage og behage, men så sandelig også afskrække. Med en længde på næsten to og en halv time er pladen noget af et monster, og man kan spørge sig selv, om det virkelig var nødvendigt at udgive det hele. Håndværk og produktion er i top, men det er for meget på én gang.