Pearls & Brass er en traditionel rocktrio fra Nazareth i Pennsylvania – en by med kun 6.000 indbyggere, som vist udelukkende er kendt for Nazareth Speedway og The Indian Tower – et monument for en indiansk gravplads. Pearls & Brass, der har spillet sammen i 10 år, på trods af at de kun er i begyndelsen af tyverne, udgav deres første album i 2003, og nu har de så det andet udspil klar.
Pearl & Brass spiller nærmest stoner-rock med tydelige referencer til 70’erne. Ikke den typiske stil med masser af fuzz og wah-wah, men den originale tunge rock som Blue Cheer, Groundhogs og Mountain var eksponenter for. Og så er det alligevel noget helt andet. Bandet har den autentiske 70’er-lyd, og der er mange passager med klare referencer til ovennævnte bands.
I bund og grund er der tale om tung blues-rock, bedst eksemplificeret i nummeret “Wake in the Morning”. Samtidig er det dog tydeligt, at bandet er inspireret af math-rocken og sikkert også af sludge-rockere som Mastodon. Alle numre er ualmindelig twistede på trods af en udadtil simpel opbygning. Det virker, som om de nægter at slumre af sted i det samme riff, men hele tiden lige ønsker at vride, dreje og vende det lidt. Og hvorfor holde en fast 4/4-takt, når man kan smutte lidt ind og ud?
Det er Pearl & Brass’ kompleksitet, der er interessant, men samtidig også dét, der gør albummet svært tilgængelig. Det tog seks-syv gennemlytninger, før denne cd faldt på plads i mit hoved, for numrene er ikke umiddelbart genkendelige. Der er ingen åbenbart simple riffs, der bare cykler derudaf, og i starten virkede det som én stor ensartet masse. På grund af de mange skift i både melodi og rytme faldt hovedet heller ikke bare ind i den normale nikkebevægelse. som er genkendelig for 70’er-inspireret rock.
Vokalen er et kapitel for sig selv. For det meste lige i hovedet med masser af power, men også tilbagetrukket og drømmende andre steder. Men det er en vokal, man skal vænne sig til. Det ville være en skam at sige, at frontmand Randy Huth er en stor sanger, men han kan alligevel tilføre noget, der fanger én ind i hans syrede tekstunivers. I “Beneath the Earth” – som slæber sig af sted så tungt som en mammut – får han tilført nummeret en dynamik, der løfter det op over, hvad man ellers finder inden for denne genre. Tekstmæssigt handler de fleste sange om byen Nazareth og steder som Indian Tower og Black Mountain. Begge er tilholdssteder for byens unge – steder hvor man tager hen for at hænge ud, drikke, ryge pot og dyrke sex!
Skal man fremhæve et nummer, der rummer alt, hvad Pearl & Brass står for, er det “Pray for Sound”. Nummeret starter ud som et tordenvejr af bas og trommer fra Josh Martin og Joel Winter, dette krydres med klicheagtige guitarlicks og “whoah oh”-vokal. Men hurtigt får bandet vendt og drejet tingene godt og grundigt, så man næsten mister fodfæstet. Det hele arbejder sig frem til et repetitivt hypnotisk riff, der efterfølgende går over i en massiv gang pumpebas. Guitaren kommer her først ind med en distant og flydende solo, så skiftes der takt, og guitaren knalder igennem med en straight 70’er-solo – og så er det hele pludselig slut! Men det tog så også lige seks et halvt minut…
Albummet indeholder også to små akustiske numre, der ved første gennemlytning virkede lidt malplacerede. Begge numre vækker klare minder om tidlig Led Zeppelin, men er alligevel helt klart Pearl & Brass’ egne. Efterfølgende står begge numre dog ganske stærkt, og specielt nummeret “I Learn the Hard Way” udmærker sig ved at have indbygget den mest finurlige, skæve akkord.
Albummet er indspillet på blot fire dage midt under en turné, men bandet har udtalt, at “vi har spillet sammen, siden vi var 13, så det var ikke så svært.” Alt i alt en rigtig fin udgivelse, der vinder for hver gennemlytning – og samtidig bliver ved med at vække undren.
