Norsk hardcore. Så har man hørt dét med. JR Ewing (ja, ham fra Dallas) er navnet på orkestret, og Maelstrom er deres tredje udspil. At valget af bandnavn skulle falde på oliemagneten fra Dallas, er ifølge nordmændene mest, fordi de ikke kunne finde på noget bedre. Med andre ord: ingen dybere mening på færde her. Dette gælder i øvrigt ligeledes for indholdet af denne nye udgivelse. Det drejer sig først og fremmest om at trykke den af, og ikke så meget om det eftertænksomme.
Og det er alt sammen fuldstændig i orden, hvis bare det fungerer. Problemet er blot, at det gør det i langt de fleste numre på Maelstrom ikke.
JR Ewing er egentlig et mærkeligt orkester. Ved første gennemlytning lyder det fuldstændigt som en kopi af Jane’s Addiction. Ved anden gennemlytning fornemmer man kraftig inspiration fra 80’ernes metalscene og 90’ernes grunge. Ved tredje gennemlytning opsnapper man elementer, som kunne stamme fra eksempelvis Fugazi. Alt sammen udført med teknisk overlegenhed, og en uovertruffen selvsikkerhed.
Der er altså tale om en udgivelse, der ændrer karakter en smule, for hver gang man lytter til den. Desværre virker Maelstrom en smule antikveret – med andre ord en gentagelse af allerede udførte musikalske bedrifter.
Bevares, der er da enkelte numre som fungerer glimrende. Åbningsnummeret “Change Is Nothing (Everything Is)” er faktisk ganske fængende med sit dynamiske guitarriff. Det virkelige problem opstår, når forsangeren åbner munden for, tror man, at synge, og i stedet skriger som var han fanget i niende kreds af helvede. Om dette ville passe ham glimrende, skal forblive i det uvisse. Efter ganske få minutter bliver hans vokale anstrengelser dog for meget for mine sarte øregange. Dette er en skam, da resten af orkestret ellers formår at skabe et nummer med et hårdtslående drive.
Et andet udmærket nummer er Floodlight, der vil mere end blot overvælde lytteren med lyden af brusende guitarer. På samme måde som åbningssangen er der tale om en dynamisk fremdrift i opbygningen af nummeret. Desuden er der en underlæggende spænding, der fra tid til anden truer med at bryde op til overfladen.
JR Ewing fungerer nemlig bedst i de øjeblikke, hvor det aggressive ligger og lurer under et tyndt lag musikalsk fernis. Dette sker uheldigvis alt for sjældent på Maelstrom, der i stedet kommer til at fremstå en kende anstrengende. Især efter 10 skæringer, der mere eller mindre koger suppe på de samme, gamle ben. Det uundgåelige resultat bliver, at Maelstrom ganske hurtigt kommer til at smage noget ensartet.
Numre som “For We Are Dead” og “Fucking & Champagne” er som numre forholdsvist uinteressante og gør hverken til eller fra ved det overordnede helhedsindtryk. Begge numre er teknisk veludførte uden slinger i valsen, men evner desværre ikke at få undertegnede op af stolen.
Pladens bundskraber må dog helt utvetydigt siges at være det sidste nummer, som er et PJ Harvey-cover. Nærmere bestemt “Big Exit” fra pladen Stories From the City, Stories From the Sea. For det første er der ikke den store nytænkning at spore i nordmændenes udgave. For det andet kan JR Ewings forsanger slet ikke hamle op med PJ Harveys ekstremt karismatiske vokal.
Hvis man skal sige noget positivt om nordmændene, må det være, at de i højeste grad brænder for det, de laver. Man kan rent faktisk spore tilstedeværelsen af en enorm spilleglæde, og det er som lytter altid en fornøjelse. Hvis denne spilleglæde efterfølgende kan transformeres over i sange med lidt mere variation i opbygningen vil meget være vundet. Hvis forsangeren derudover udvider sin stemmes repertoire, kan det umuligt gå galt for vores spilleglade naboer.
