Baby Woodrose er et mærkeligt band. For selv om de fra starten har været på hold med masser af ligesindede skandinaviske retro-syrerockere, har der alligevel altid været noget underligt romantisk, følsomt og rørstrømsk ved bandet, som har gjort dem vidt forskellige fra i hvert fald de mest læderjakkeagtige og fodboldfanatiske rock n’ roll-bands.
Trioen har altid lydt oprigtig og indfølt, og det er måske dét, der – sammen med sublim sangskrivning, sejt spil og Lorenzo Woodroses skæve sangstemme – har gjort deres to første plader, Blows Your Mind og Money for Soul, virkelig stærke. På den nye og meget gode plade Love Comes Down er den følsomme linje endnu mere tydelig end førhen. Det er virkelig stærkt og undertiden helt rørende.
Hvis Blows Your Mind lød lidt som sumpet psych-rock anno 1967, mens Money for Soul mere gik i retning af hårdtslående og langt mindre obskur garagerock a la The Seeds, så er Love Comes Down endnu et skridt i udviklingen mod et mere rent udtryk. Op til udgivelsen har der ligefrem verseret rygter om, at pladen skulle være et forsøg på at være mere hitlisteorienteret.
Det virker nu ikke helt indlysende, når man lytter efter. For nok er Love Comes Down klart Baby Woodroses hidtil mest velproducerede udspil. Men produktionen er blevet brugt på en meget opfindsom og kompromisløs måde, hvor utallige klokkespil, kor, orgelriffs (bl.a. leveret af The Defectors’ Martin Budde), tolvstrengsguitarer, båndloops, fuzz-effekter, tamburiner, håndklap, baglæns guitar og meget mere bliver blandet, men uden at mudre sammen. Lydbilledet er virkelig bredt, og det giver et helt starlet-agtigt indtryk på f.eks. førstesinglen “Kitty Galore”. Det passer rigtig godt til Baby Woodroses stil, som her stikker i flere forskellige retninger end hidtil.
Der er flere typer af hits på pladen. Åbningsnummeret “What Ya Gonna Do?” og den efterfølgende “Found My Way Out” er hårdtslående partyhits i højt tempo. “Roses” er en psych-popper med lavalampeagtige space-effekter. “Merry Go Round” er en melankolsk popsang, der lyder lidt som et glemt Love-nummer tilsat et umiskendeligt Baby Woodrose-fuzz-riff. Og “Christine” er en dansabel og cocktailbar-agtig festsang (dog med en ret sørgelig tekst), som meget vel kunne tænkes at blive pladens største hit.
Men det, der måske er mest iørefaldende på Love Comes Down, er de afdæmpede numre. “No Other Girl” er en regulær kærlighedsballade, og “Lights Are Changing” er direkte stille og sørgmodig. Det er ikke nyt, at Baby Woodrose laver afdæmpede numre, men på Love Comes Down gør de det både mere og bedre end tidligere. Titelnummeret – en af pladens bedste sange, hvis man er følsomt anlagt – er en psykedelisk sjæler i verdensklasse med et helt utrolig godt omkvæd, hvis lige man skal lede længe efter, hvad angår intensitet og nerve. Man fristes til strø om sig med u-punkede betegnelser som ‘smuk’ og ‘krystalklar’. Love Comes Down præsenterer måske en mere poleret udgave af Baby Woodrose. Men den er samtidig varieret og ikke mindst enormt vedkommende.
Nogle vil sikkert mene, at Baby Woodrose ikke har opfundet den dybe tallerken med Love Comes Down. Men for det første kan man spørge sig selv, hvad man overhovedet skal bruge en dyb tallerken til, når man i forvejen har en skål. Og for det andet skylder man sig selv at se ud over de mest platte floskler og ligegyldige fordomme om retrorock og i stedet lytte efter. Love Comes Down er en stærk og intens plade med en lang perlerække af hits, som man gør klogt i at bruge tid på.
