Der er hverken indrømmelser, tilståelser eller øvrigt bevismateriale på båndspolerne hos det danske band I Got You on Tape. Derimod præsenterer de på deres debutplade tilbagelænede og atmosfæriske popvignetter, der stiller krav til sin lytter for fuldt udbytte.
I Got You on Tape forventer nemlig en indsats i form af tålmodighed og opmærksomhed, men belønner den da også med en samling sange, som langsomt åbner sig og hiver lytteren ind.
Netop derfor kan det måske overraske, at bandet har haft god succes på P3’s daglige sendeflade med udspillet “Doctor Watching”. Ligesom man hører det hos Luna, når de er bedst, fletter I Got You on Tape sofistikerede guitarflader sammen med ømfindtlig vokal. Stilen er tilbagelænet, og i udtrykket gemmer sig ganske vist en sødmefyldt popmelodi, men den er ikke fremtrædende eller direkte ørefængende; derimod kommer den listende efter en række gennemlytninger.
Også “Pins and Needles” har haft god levetid i radioen, nærmere betegnet på Det Elektriske Barometer hvor sangen lå som nr. 1 flere uger i træk. Ligesom tilfældet er med “Witchcraft”, lyder “Pins and Needles” umiddelbart som en ufærdig skitse, hvor bevægelsen fra start til slut foretages uden de store udslag på spændingsbarometret. Men som stort set resten af pladen er det sange, der kræver tid og opmærksomhed fra lytteren – ellers får man ganske enkelt ikke lov at blive indsluset i det univers, som I Got You on Tape lader åbne.
Frontmand Jacob Bellens synger med resignation og tynget weltschmerz, så en linje som »can you tell which kind of blue I’m thinking of?« kunne fremstå som et kedsommeligt prust, hvis det ikke var for den vellykkede sammenbinding med pulserende rytmer og spændingsfyldt guitar.
Og I Got You on Tapes absolutte kendemærke er netop Jacob Bellens, som også imponerende denne anmelder på Murder-pladen One Year From Now It’s My Birthday. Hans drævende vokalmelodier indeholder et rungende alvor og en vedkommenhed, hvis klang gør ham til en af de mest markante sangere herhjemme. Han er fra flere sider blevet sammenlignet med David Bowie, men også Silver Jews’ David Berman bør fremhæves. Et band som I Got You on Tape har slående ligheder med.
Titlen som pladens mest catchy nummer må tilfalde “Buzz on My Block”. »What does it mean to you / That we’re building the bomb? / Where does it come from? / What is the outcome?« spørger Bellens i sangens omkvæd, mens en mur af hvirvlende guitarer hæver sig og truer med at lade hele konstruktionen falde. Men den hviler fornemt med guitarhooks, som sætter sig øjeblikkeligt.
Hvor ovenstående sange skrider simpelt fremad, byder I Got You on Tape også på mere atmosfæriske og meditative numre som “Asteroids” og “Ping Pong”. De løfter sig begge tårnhøjt med brug af simple virkemidler. “Asteroids” lader pirkende, snurrende guitardråber falde, mens “Ping Pong” har Bellens’ klagende vokal helt i front som styrmand for et skib, der sejler mod verdens ende. Begge sange tør gå i dybden og samtidig svæve højt uden at sætte nogetsomhelst over styr.
Pladen rundes af af den atmosfærisk mættede “Mary Jane”. Kategoriseret efter kvindenavne i titlen tror jeg næppe, jeg har hørt et nummer så atmosfærisk siden Slowdives “Alison”. “Mary Jane” indeholder en graverende sørgmodig og klaustrofobisk tone, men det hele forekommer så opløftende i tilbageblikket på en plade med så mange positive løfter for fremtiden.
I Got You on Tapes sange stikker i mange retninger, og det er generelt tydeligt at høre, at bandet vil meget på én gang. Umiddelbart lyder det broget, men adskillige lytninger åbenbarer alligevel en skrøbelig homogenitet. Bandets simple og iørefaldende melodier er charmerende og løftes flot af Jacob Bellens’ vokalmelodier – men man sidder med fornemmelsen af, at bandet har større ting i vente. Indtil videre får vi en ganske fin debutplade. Tak for den.
