Det her kunne være endnu en ambivalent besyngelse af vidunderbarnet Ryan Adams’ enorme talent og hans manglende evne til at luge ud i sine musikalske udskejelser. Men på den anden side har vi vist allerede fået den historie serveret temmelig mange gange – og nej, han byder heller ikke denne gang på det americana-mesterværk, der altid forventes af ham. Tillad mig derfor at slå koldt vand i blodet og prøve at undgå de værste gentagelser. Her følger i stedet tre gode grunde til at købe hans seneste opus, 29 – eller lade være.
Hvorfor man bør investere i albummet:
– Det er produceret af Ethan Jones, manden der også styrede knapperne på hovedværkerne Heartbreaker og Gold. Dette kan man kun glæde sig over, for Jones har en fintfølende forståelse for sangene og Adams ekspressive vokals kvaliteter og formår generelt at iscenesætte dem på bedste vis: at lade sangene stå uakkompagnerede, når de kan bære det, eller afmålt understøtte dem, hvis der er brug for det.
– Det indeholder tre numre, der er potentielt kan indgå i den officielle Ryan Adams-kanon: den kærligt melankolske ballade “Strawberry Wine” om at være fange i sit eget stagnerede liv, personificeret ved den kvindelige hovedperson, der drikker »strawberry wine ’til it comes out her nose.« Den ligefremme countryfarvede hymne “Caroline Rain”, der brænder rent og klart igennem med en ligefrem, indbydende melodi, som emmer af blå himmel, brede vidder og søvnig sydstatsstemning. For ikke at nævne det åndeløst smukke og helt nedbarberede afslutningsnummer “Voices”.
– Selv om albummet er konceptuelt bygget op omkring Adams’ omtumlede liv de sidste ni år (deraf titlen og antallet af numre: 29 for hans alder, et nummer for hvert af hans år i 20’erne), rammer han i flertallet af albummets sange en direkte og ærlig tone uden at forfalde til overdrevent navlepilleri. Dette kan tilskrives, at teksterne denne gang breder sig ud og paradoksalt nok ikke kun handler om bagmandens mentale tilstand, men også indeholder poetiske og rammende beskrivelser af den amerikanske hverdag, der omgiver ham.
Hvorfor man ikke bør investere i albummet:
– Klaverallergi: Overvægten af klaverbårne ballader trækker tempoet længere ned, end godt er, og den nedbarberede, luftige produktion forekommer derfor ind imellem unødvendigt fersk – mere lap-steel, banjo og støvletramp havde klædt det overordnede indtryk. Et eksempel er “Starlite Diner”, der godt nok kun varer godt tre minutter, men ikke desto mindre fremstår tung og vældig rørstrømsk – perfekt afrundet med soundtrackstrygere – uden at berøre lytteren synderligt.
– De uptempo-numre, der skulle skabe variationen, slår ikke til. Titelnummeret er tæt på at være decideret irriterende med sin tungt trækkende, ligefremme blues rock-stil. Ligesom eksperimentet med mexicanske mariachi-blæsere på “The Sadness” er tyndbenet, om end helt ikke uden charme.
– Albummet viser ingen nye sider af Ryan Adams talent. Godt nok er han en stolt traditionalist, men derfor behøver melodierne groft sagt ikke være ekkoer af tidligere tiders bedrifter. Det meste er kort sagt hørt før og til dels bedre. Solidt håndværk, javel – men man undgår ikke tanken om, hvad der kunne være sket, hvis vidunderdrengen havde presset countrycitronen lidt hårdere. Derfor fremstår 29 som et kompetent, om end ikke uundværligt album, der sikkert vil tilfredsstille de overbeviste, men næppe for alvor ryste de uindviede.
