Selv om coveret måske ikke ligefrem antyder det, er Everyone Takes Themselves Too Seriously et debutudspil, man sagtens kan tage seriøst. Mikkel Glasser har udgivet sit album for egne midler, og det fremgår tydeligt, at han brænder for det.
Albummet er i singer/songwriter-stil med engelsksprogede tekster. Det spænder fra et par meget stille og småkedelige numre til flotte melodiske sange med masser af energi og ‘ugens uundgåelige’-potentiale. Eksempelvis virker “No” ikke synderligt inspirerende. Til gengæld står melodien med en helt anden farve og energi over numre som “Yes” og “Missed”. Disse sange skal med lidt airplay nok kunne trække folk til koncerterne.
Albummet kan næppe siges at være nyskabende. Pladen passer dog meget godt ind i tidens singer/songwriter-bølge. En genre der er rigt repræsenteret i radioen med bl.a. Peter Sommer og Mikael Simpson herhjemme og folk som John Mayer og Damien Rice i udlandet.
Dog er der tale om en vis variation i den forstand, at der hér mere er tale om musikskrivning end tekstskrivning. Til gengæld er melodierne så også i top på de bedste af numrene med langt mere drive end hos flere af hans danske kollegaer. Disse har helt klart fået en værdig konkurrent på det område. Det er særligt, når der med f.eks. “Yes” kommer lidt mere skub i tingene, at det virkelig fungerer, og man tager sig selv i at drømme sig tilbage til sommerens strandture, mens højrefoden gladeligt stamper af sted.
Men det er en skam, at teksterne på nogle af numrene hverken er særligt sammenhængende eller poetiske. På “King Kay” lyder starten: »You spin it round here / I’m covered so cold fight / Carrousel wouldn’t fly me no / And I was hoping you would be out of whack tonight.« En lidet fængende intro. Man ved ikke helt, hvad det handler om, simpelthen fordi der mangler det lyriske flow, der i øvrigt er i melodien på samme nummer.
På enkelte af numrene lyder det, som om en sætning bliver delt op, forstået på den måde, at man får den ene halvdel i verset og den anden del i omkvædet. Det styrker indtrykket af, at musikken og sangteksterne ikke er lavet sammen, men hver for sig, hvorefter Glasser har søgt at sætte de to bestanddele sammen med svingende held. Teksternes mangler er specielt tydelige på de mere stille numre, fordi sangen får en meget fremtrædende rolle. Mikkel Glasser har en fremragende stemme, men alligevel tjener det ikke sangenes bedste, at vokalen er så tydelig, da teksterne ikke rigtig kan bære det.
Noget af det der løfter pladen over det jævne, er valget af instrumenter på numrene. F.eks. den fornuftige brug af underliggende samplinger og synth. Dette er særligt vellykket i “Yes”, hvor lybilledet virkelig bliver fyldt ud. En af mine favoritter er celloen på “The Stars You See Are Out”. Dette nummer ville ikke lyde af meget uden den, men takket være celloen bliver det et behageligt tilbagelænet nummer.
Der er således mange fine elementer på albummet. Herunder nogle flot sammensatte melodiske perler. Albummet har dog en akilleshæl, nemlig de mere langsomme sange. Flere af dem lyder som noget, man har hørt et utal af gange før, og kommer aldrig rigtig i gang. Melankolien bliver ikke, som det nok har været intentionen, forstærket af det langsomme og dvælende tempo, men sat i skyggen, og numrene virker derfor mest som baggrundsmusik.
Man skal dog ikke tage fejl af, at potentialet er der, og hvis Mikkel Glasser bevarer sin gejst, er der ingen tvivl om, at man med god grund kan se frem til hans næste album.
