Hvad skulle musikjournalisterne gøre uden Ryan Adams? Han må være den “smalle” kunstner, der er mest at skrive om. Hvis han ikke sviner en anden musiker til, proklamerer han, at han har tænkt sig at udgive et uhyrligt antal albums … for så ikke at udsende dem alligevel, eller også vil hans pladeselskab ikke udsende dem. Ryan Adams er altid god for en historie.
Men han er også interessant, fordi han har leveret musik af meget høj kvalitet. Bl.a. som forsanger hos Whiskeytown, men også i starten af solokarrieren. Både Heartbreaker og Gold var imponerende værker, men så begyndte det at gå ned ad bakke. Demolition var ikke meget værd, og Rock N Roll var en katastrofe af dimensioner. Love Is Hell-ep’erne var til tider fremragende og et skridt i den rigtige retning. Det samme kan siges om dobbeltalbummet Cold Roses fra tidligere i år. Ærgerligt nok skydes Adams’ opadgående formkurve i sænk af Jacksonville City Nights, hvis fejlprocent er høj nok til at gøre albummet til en mindre skuffelse.
Højdepunkter er der dog også på albummet. Bl.a. midtempo-sangen “The Hardest Part”, hvor Adams og The Cardinals får stablet et roots-rockende drive på benene, der får fødderne til at vippe og hovedet til at nikke anerkendende, mens Adams fortæller: »The hardest part is loving someone / That cares for you.«
Derudover er resten af albummet domineret af ballader, men når man husker på, at Adams er manden bag så fremragende repræsentanter for genren som “In My Time of Need” og “Oh My Sweet Carolina” er det jo ikke nødvendigvis dårligt.
Desværre har Adams ikke skrevet sange af den kaliber til Jacksonville City Nights, men mindre kan også gøre det. “Silver Bullets” er både smuk og stemningsfuld med slideguitar og violiner som underlægning, når Adams sørgeligt erkender: »I can’t make you love me / And you can’t make me stay.«
Endnu bedre er “September”, hvor den akustiske guitar er spartansk, keyboard-tonerne er stemningsfulde, og Adams’ doubletrackede vokal opnår en intimitet, der sjældent er hørt bedre fra hans side. Af samme høje klasse er “PA”, hvor historiefortælleren Ryan Adams igen viser sit ansigt med en fortælling så dyster, at selv Richmond Fontaines Willy Vlautin må være imponeret. Som bonusnummer indeholder Jacksonville City Nights et cover af “You Were Always on My Mind” (og ja, det er den, du tror, det er). Et noget besynderligt valg, især fordi der ikke er den store forskel på originalen og denne version. Men sangen er stadig glimrende og ligger godt til Adams i det country-romantiske hjørne.
Ud over disse højdepunkter er der ikke meget at komme efter på, Jacksonville City Nights. “A Kiss Before I Go” er en sentimental countryballade er værste skuffe, hvor det eneste positive, der kan siges, er, at den ikke er specielt lang. “Dear John” er en skrækkeligt umelodisk ballade, hvis svageste punkt – overraskende nok – ikke er Norah Jones, men Adams selv, hvis falset-leje i denne sang er så forfærdeligt, at det ville have været bedre, hvis Jones havde sunget den alene.
Sørgeligt nok er det ikke Adams’ værste vokal præstation på albummet. Den tvivlsomme ære tilfalder den elendige “Peaceful Valley”, hvor Adams igen leger med falsetten. Denne gang ender han et sted, der ikke alene er en fornærmelse mod lytterens øregange, men også nærmer sig det ufrivilligt komiske. “Trains” – albummets anden uptempo sang – er alt for meget røvballe-rootsrock til virkelig at kunne fungere, på trods af at man ikke har svært ved at tro på linjen »I’ve been working hard / Since I was a kid.«
Jacksonville City Nights er et mindre tilbageslag i Adams’ kunstneriske comeback. Der er stærke sange på albummet, men helhedsindtrykket bliver noget udvandet pga. de mange svage og ligegyldige sange. Det klæder simpelthen ikke Adams at fokusere så kraftigt på den rene country. Han er nødt til at brede sin tilgang til musikken længere ud og medtage de mere rockede og folkede elementer, der gjorde hans tidligere albums så fremragende. Man kan jo kun håbe, at 29 – det næste album fra den produktive sangskriver – kan leve op til disse krav. Det burde være ude inden årsskiftet, men man ved jo aldrig med Adams. Måske skifter han mening og vælger ikke at udsende det, eller også mener Lost Highway ikke, at det er godt nok. Man ved aldrig … og det er dét, der er så fascinerende ved Ryan Adams.
