På No Rest for Ghosts gør Minus Story som tidligere en dyd ud af at gøre lydbilledet skramlende og sært – men uden at det går ud over den fintfølende og ind imellem sørgmodige stemning. Amerikanernes på mange måder klassisk melankolske og sfæriske lofi-indiepop/rock ledsages således af mange små og glimrende eksperimenterende udflugter undervejs.
Ud over de traditionelle rockinstrumenter blander Jordan Geigers drømmende og sarte vokal sig således med underfundige lyde fra bl.a. en vinflaske, xylofon, trompet og en cykelhjelm. Og det er netop de mange stemningsmættede og originale indslag, der i dén grad er med til at gøre lytteoplevelsen ekstra interessant og overraskende.
Kun ganske få gange bevæger bandet sig på grænsen til at lyde for rodet, men ender alligevel med at gøre det truende roderi til en styrke i sig selv som i “I Was Hit”. Gruppen kaster sig mod slutningen af nummeret ud i et forsøg med at forene klokkespil og piano med flosset og fragmenteret percussion
– og det ender faktisk med at tilføje en vellykket ekstra dimension til det følsomme åbningsnummer.
Indledningsvis suges man langsomt men sikkert ind i lyduniverset med piano, Jordan Geigers dragende sangstemme og linjer som »oh, you laughed with all that you had when I was hit / When you knew me so wild and in love / And dumb and thin,« inden der mere og mere insisterende synges »it’s not the end.«
I det hele taget nyder man som opmærksom lytter de mange små underliggende afstikkere til lydlandskabets mørke gyder og underjordiske soniske skattekamre, der udforskes undervejs. Dér er middelmådighed nemlig en synd. Selv om det ikke er samtlige skæringer, der formår at hæfte sig fast i hjernebarken, er der så tilpas mange dejligt sære og unikke numre, at helhedsindtrykket er glimrende.
Eksempelvis rammer kvintetten indimellem en nærmest udefinerbar skønhed. “Hold On” er en smuk ballade, som tager lytteren med op over skyerne. Der skæres ind til benet, og det demonstreres, at bandet også kan overbevise med helt enkle midler. Den meget smukke og dragende vokal tryllebinder lytteren med så simple og alligevel hjerteskærende linjer som »hold on my love / Without love life cannot go on / but you lost the one that you love.«
Som antydet er der også noget at hente i tekstuniverset. Et godt eksempel på det herligt særegne er “Little Wet Head”, som er en surrealistisk og underholdende fortælling om en ikke helt almindelig baby: »You crawled, then you walked / you spit and you sucked / You grew so huge that you blocked out the sun / Then you go and you plant my head in your jaws.«
Så skifter sangstemmen karakter, og nu lyder det nærmest, som om Jordan Geiger befinder sig inde i monsterbabyens mund: »In your mouth your jaws are wet / and your jaws are red.« Til sidst finder fortællingen sin naturlige afslutning i det biologiske kredsløb: »I was lost and now I’m found and your kid are fed / Choked me down pushed me out.«
Ud over det sære tekstunivers og de vellykkede eksperimenter, der understøtter en del af numrene, er det især de både flotte og skæve ballader, der springer i ørene. Med “There Is a Light” rammer Minus Story igen en fortræffelig skønhed. Med en tyst xylofon og fingerspil på den akustiske guitar som ledsagere til den følsomme vokal indledes den smukke beretning om sjælens vandring: »There is a light you have inside / It hides in your mouth and behind your eyes / It’s gold and it’s white, it’s bright as the sky / And out through your mouth it leaves when you die / Out through your mouth and into the sky / you hover between the earth and the sky.«
Det er meget, meget let at lade sig forføre af de fleste af Minus Storys underfundige og fantasifulde sange. Og når bandet tilmed ind imellem når yderst smukke højder, som man ellers ofte leder forgæves efter, er overgivelsen total.
Lyt til “Little Wet Head”:
[audio:http://countrycore.com/minusstory/audio/Minus.Story_Little.Wet.Head.mp3]
