Lad mig starte med et surt opstød, selv om det måske kan skræmme en læser eller to væk: Promoudgaven af The Mouse and the Mask er censureret. Og det er svært at blive revet med af et nummer, når man pludselig afbrydes af et ‘biiiiip’, der fjerner et ‘fuck’, ‘shit’ eller et andet bandeord fra ordstrømmen. I det første nummer er der f.eks. så mange censureringer, at jeg simpelthen ikke kan komme med en vurdering af, om nummeret er godt eller ej – eller om albummet som helhed åbner på en ordentlig måde. Jeg håber (for pladeselskabet Lex og Dangerdooms to bagmænds skyld), at det kun er promoen og ikke alle udgaver af albummet, der er censureret.
Nå, men i gang med det, som det egentlig skal handle om: Bag navnet Dangerdoom gemmer sig to prominente herrer: MF Doom er vel mest kendt for sin sølvmaske og sit samarbejde med Madlib, mens DJ Danger Mouse har produceret det seneste Gorillaz-album og for alvor blev kendt for sit mash-up af Beatles og Jay-Z. Doom og Danger Mouse er her sammen under det oplagte navn Dangerdoom, hvor Danger Mouse står for beats og samplinger, og Doom rapper sammen med flere gæster på albummet.
Hele albummet er bygget op omkring karakterer fra tv-serien Adult Swim (fra Cartoon Networks), der kommenterer musikken og lytteren – f.eks. åbner albummet med to personer, der sviner lytteren til, fordi han har været så idiotisk at købe albummet. Senere på albummet forsøger to af tv-karaktererne at rappe til musikken, og et nummer som “Vats of Urine” bliver til trods for de potente, støvede jazzhorn helt ødelagt af Adult Swim-figurerne. The Mouse and the Mask tenderer at være et tv-serie-album, og som sådan fungerer det ikke for folk, der ikke kender til Adult Swim. Der virker de små indslag bare irriterende og lige så dumme som Beavis & Butthead.
Lydmæssigt er The Mouse and the Mask et lidt for pænt album. Dangermouse går måske en dag hen og bliver en rigtig popdreng – tendensen kom i hvert fald til udtryk i hans produktion af det seneste Gorillaz-album. På The Mouse and the Mask er hans beats er grundige og lækre som altid, men hans samplinger er flere gange på albummet lidt for rene, som når de eksempelvis udgøres af strygere og fløjter i “Perfect Hair” eller af de endnu mere kække strygere i “Sofa King”.
Strygerne er dog ikke ubetinget dårlige: I den tilbagelænede “Crosshair” er de blide toner fra strengeinstrumenterne mere velvalgte, ikke mindst fordi tempoet er skruet ned, så strygerne sammen med en jazzet guitar smyger sig omkring Dooms flow. Andre steder er der også skruet ned for den pæne kant: Det støvede og theremin-agtige beat i åbningsnummeret er interessant og giver mere sjæl ligesom den overdrevne knitren fra en støvet lp, der præger “The Mask”.
Den Eminem/Dr. Dre’ske “Benzi Box” tenderer hitlistemusik med sit formidable basdrive. Her får MF Doom hjælp fra rapperen Cee-Lo. Det efterfølgende “Old School Rules” er endnu bedre: Her er Talib Kweli med på rap, og nummeret svinger rigtig fedt med et funky hornsample. Her kan man også høre forskellen på de to rapperes stil: Talib Kweli er bevægelig og flydende, mens Doom er mere hård og udspyende – men skarp som altid i sine rim. Og det gælder for øvrigt for hele albummet.
Det er svært at konkludere noget entydigt om Dangerdooms album. Det er mere poleret (i negativ forstand) end Madvillainy-albummet, som Doom lavede sammen med Madlib. Men det er ikke kun Danger Mouses lidt for pæne samplinger, der trækker ned – også ideen om at lade albummet være præget af Adult Swim-figurerne har en negativ indvirkning på udtrykket og ikke mindst helheden, der føles tvunget ind i en forkert form. Det er synd, for der er også gode numre på The Mouse and the Mask. Men de forsvinder ligesom blandt alt muligt andet.
