Jørgen Teller fejrer i år sit 25-års jubilæum som musiker ved at udgive det andet album under navnet Jørgen Teller & the Empty Stairs, som også tæller Søren Gorm (kontrabas) og Tobias Kirstein på trommer.
Art-rockeren Teller har været vidt omkring siden den spæde start med reggaebandet Tredje Tilstand. Blandt meget andet har den kreative drivkraft slået sine veje forbi videokunst, poesi, guitarhyldest-projektet 21st Guitars samt en ’speciel guest’-optræden for selveste Sonic Youth.
Alligevel er det på ingen måde lyden fra en mæt og udbrændt kunstner, man hører på House of Rainbows, der er rig på eksperimenter med bl.a. synths og samples samt veloplagte og energiske rocksange.
Allerede på pladens åbningsnummer, titelnummeret, slår trioen fast, at de i dén grad har både mod og gåpåmod. Eksempelvis er det ganske frækt at vælge pladens længste nummer (over seks minutter) som første skæring. Derudover er det en yderst veloplagt Teller, der giver sig tilkende fra indledningens »Uhm yeah / right and wrong / Right on« til de både rammende og godt skårede linjer: »Sleepy mind of marching olives / sneaking heroes out of the backdoors / Paperworks and coffee-breaks / the central theme is to stay out of touch« – og videre til det ualmindeligt fængende omkvæd: »Did you walk into the house of rainbows – did you wonder?«
Mindre veloplagt og fængende bliver det ikke i den efterfølgende “Lucille My Pill”. Det enkle omkvæd får selskab af en ustyrlig elektrisk guitar, som i længere perioder får frie tøjler og benytter dette til periodevis at stjæle lydbilledet fuldstændigt.
Med “Hot Jelly” bliver foretagendet en del mere eksperimenterende. Væk er de fængende melodier og mere eller mindre traditionelle rocksange. Alt imens Teller mere og mere frustreret vrænger »Hot jelly / On my telly«, udfyldes lydbilledet med et arsenal af lyde, der ind imellem kan minde om lydene fra en tandlæges elektriske redskaber. En hvirvlende sopranino-sax og simple toner fra et piano hvirvler samtidig rundt i sangens mærkværdige, nærmest surrealistiske univers, og nummeret oser af frustration og rastløshed.
En af trioens absolutte forcer er netop den eksperimenterende tilgang og måden, disse eksperimenter umærkeligt optræder side om side med mere traditionelle rocksange. Således skaber trioen den ene intense stemning efter den anden. Lige fra den mørkt underspillede og dystre “Wounds in the Woods” og den knivskarpe og herligt guitardrevne og -flossede “Southern Phone”, der i øvrigt er dedikeret til Joy Division, samt til fuldemands-rocken i “Get It On”.
De mange kreative eksperimenter og den udfordrende opfindsomhed, der præger House of Rainbows, er i høj grad med til at gøre det til en alt andet end kedelig oplevelse at lytte til pladen. Alligevel forekommer det at være nærmest livsvigtigt, at trioen har indset, at eksperimenterne nogle gange er nødt til at vige en smule for noget, der i det mindste minder om et straight rock-udtryk. Det er nemlig, som om alle eksperimenterne fremstår endnu stærkere og mere interessante, når de ikke omfavner hele pladen fra ende til anden.
