De har tidligere været i stalden hos Young God Records, der både huser Swans og Devendra Banhart, så modtagelsen af denne plade var for mit vedkommende ledsaget af en let kildrende nysgerrighed, der dog hurtigt skulle blive sat på en prøve.
Stilmæssigt er vi ikke ligefrem milevidt fra Swans’ lyd i begyndelsen af 90’erne, uden at det er de samme alvorlige dybder, der loddes i Windsor for the Derbys lignende undervandsrejse. Med undtagelse af vokalen lyder det faktisk ofte forbavsende meget som Swans’ ambiente, repetitive goth-rock. Ja, nogle gange er de ambiente lyde nærmest identiske, mens guitarspillet også er et alen af samme stykke. Det giver ikke pil nedad i min bog, men man kunne godt ønske sig lidt mere personlighed. Om ikke andet forklarer det, hvorfor de var på lige netop Young God Records.
Man må være lidt tålmodig med Giving Up the Ghost, for det er ikke de store dramatiske udsving, der præger musikken, som hovedsageligt er en kælen med monotoniens hypnotiske drive. Man fornemmer dog hele tiden en ulmende parallelverden, for mens meget af musikken er lige at gå til, gemmer der sig også meget i fladerne, i monotonien og frem for alt i de melodier, der kun halvt manifesterer sig som spøgerier. Hvis det lyder mærkeligt, er det, fordi det er det.
Det er nemlig i høj grad en atmosfærebaseret plade, hvor der tydeligvis er lagt meget arbejde i at finde de passende ambiente strøg. For eksempel er rytmesporene, der ofte serveres af en ældre trommemaskine, unødigt kradse og variationsløse set i forhold til den klangrigdom, der kan opleves i de foruroligende elektroniske atmosfærer, der indhyller numrene. Rent lydligt er kontrasteringen dog rimelig vellykket, idet den bliver ved med at opbygge en række uforløste spændinger, men musikalsk set er det forbavsende primitivt.
Det simple kan også være godt, men det kan, som her, også være temmelig skræmmende. Når vokalen halvdovent og inden for selv samme monotonis love afleverer sine sanglinier med resigneret lakoni, eller når der lejlighedsvis stemmes om til en ubekymret dur, afsløres en foruroligende sårbarhed, der sammen med de gentagelsesprægede kompositioner giver hele værket en kvælende fornemmelse af klaustrofobi.
Dette er både pladens styrke og dens svaghed, for på den ene side vidner det om god, udfordrende kunst, på den anden side er det egentlig ikke altid en verden, man har lyst til at opholde sig i. I mine ører er det alligevel for indadvendt til for alvor at fængsle. Og vokalen gør egentlig mere skade end gavn, idet den er så transparent, at man nærmest ikke registrerer den. Man lærer hurtigt at lade ørerne afsøge de sublime elektroniske brydninger i stedet, for det er hér, det egentlige spillerum udfoldes.
Den folk-agtige akustiske guitar, der især ledsager pladens anden halvdel er ikke ligefrem nyskabende, men rammer den nøgne, klaustrofobiske stemning fint. Til gengæld er numrene med strøm i strengene medrivende på en lidt bizar måde, hvor guitar og synthelektronik danner en massiv kant, der lyder som en fætter til Bob Moulds senere arbejder. Og det måtte der gerne være mere af.
Den opmærksomme læser har måske bemærket, at jeg mere har foretaget en beskrivelse end nogen egentlig bedømmelse. Det er ikke et tilfælde. For sjældent har en plade lydt så anderledes for hver afspilning som denne kamelæon, der snart lyder interessant, så kedelig, så befriende original, så plat pastiche. Bedøm selv, det er i hvert fald ikke nogen ordinær plade.
Lyt til “Giving Up”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/givingup.mp3]
