Plader

Mugison: Mugimama – Is This Monkey Music?

Skrevet af Jakob Lisbjerg

På sit andet regulære album skruer Mugison ned for sin enkle solopræstation og tillader større og mere komplekse numre med adskillige lag af lyd. Det er dog de nedbarberede guitarballader og duetterne med kæresten Rúna, som fungerer bedst.

Efter soundtracket til filmen Niceland er Mugison nu klar med den regulære opfølger til det overraskende debutalbum Lonely Mountain, der kom ud af ingenting i 2003. Mugimama – Is This Monkey Music? fortsætter på en måde dér, hvor Lonely Mountain slap – og så alligevel ikke: For lydbilledet er bredere, og hvor debuten var en soloplade, er der flere gæster på Mugimama – Is This Monkey Music? – mest bemærkes Mugisons kæreste Rúna.

“I Want You” vrænger Mugison sammenbidt ud mellem blide guitarstrenge og rustikke trommer på åbningsnummeret. Hurtigt fornemmer man hans smerte, som senere i nummeret får lyd i form af en skrigende guitar. Det er et nummer med nogle gode, hypnotiske synthtoner bagerst i lydbilledet, som fastholder interessen for nummeret, selv om melodien ikke er specielt spændende.

Den efterfølgende “The Chicken Song” er sjovere og mere udsyret med småfjollet hvisken og flirtende duet mellem Mugison og Rúna. Både beat og melodi slæber sig af sted og får ind imellem en rodetur, så lydbilledet vælter et øjeblik for derefter at bevæge sig videre. Mugison og Rúna har sammen hovedrollerne på flere af albummets numre – mest interessant på det fine, lidt alt. country-inspirerede “2 Birds”, der er ekstremt vemodigt og albummets højdepunkt. Skrøbeligheden virker stor og overvældende, ikke mindst fordi der på Mugimama – Is This Monkey Music? som på debuten er mange finurlige detaljer og alternative indslag, som kontrasterer de stille momenter.

“Sad as a Truck” er en larmende skævert af et rocknummer. Her synger Mugison mere ekspressivt, rustent og vrængende end andetsteds på albummet. Lydbilledet domineres af maskinstyrede guitarflader og vokalmanipulation mellem semi-infernalsk larm. En mere intim og ærlig Mugison finder man på numrene “I’d Ask” og “Murr Murr”, som begge kan virke som ret traditionel mand-med-guitar singer/songwriter-pop. Men Mugison har en herlig skæv tilgang til genren og formår både at skrive og formidle skævt, så det er herligt (og sjovt) at lytte til.

I sidste ende er det de blideste momenter og Rúnas vokalbidrag, der fungerer bedst på Mugimama – Is This Monkey Music?. Duetter som “What I Would Say in Your Funiral” og “2 Birds” præger sammen med de enkle, men skæve guitarballader albummet. Jævnt er albummet dog ikke, og faktisk ville Mugimama – Is This Monkey Music? have fungeret stærkere, hvis Mugison havde troet mere på sine alternative popperler og skruet bare en smule ned for sin hang til at være crazy.

★★★½☆☆

Leave a Reply