Det er svært ikke at have store forventninger, første gang man smider enmandsprojektet Four Tets Everything Ecstatic på anlægget. Specielt, hvis man som undertegnede har tidligere værker fra manden bag navnet, engelske Kieran Hebden, som Pause fra 2001 og ikke mindst 2003-tour de forcen Rounds som en højt skattet del af pladesamlingen. Især sidstnævnte, der i kraft af sin på én gang ligefremme og mangefacetterede blanding af tilbagelænet electronica, samplinger og reallyde, hiphop-beats og små indtagende melodistumper bestemt hørte til det års allermest løfterige udgivelser, hvilket kritikere kloden rundt – inklusiv Undertoner – hurtigt kunne enes om.
Hvordan kommer man så videre derfra? I Hebdens tilfælde sker det ikke ved at ændre det overordnede, musikalske koncept afgørende, men til gengæld ved at gå ind og justere farvetonerne i retning af et mere løst og mørkere udtryk. Dette illustreres bedst ved at sammenligne starten på de to albums.
Hvor Rounds blidt pumpede i gang med lyden af hjertebanken, kastes man som lytter i åbningsnummeret på Everything Ecstatic, den halsbrækkende indledningsøvelse “A Joy”, direkte ind i en hvirvelvind af jazztrommer, buldrende bas, knudrede beats og computerflimmer.
Efter denne chokstart finder albummet dog hurtig hen til kendt territorium på førstesinglen “Smile Around the Face”, der ubesværet og indbydende kombinerer et iørefaldende tema med en kompleks komposition. Sammen med den meditative og organisk-harmoniske “And Then Patterns” fremstår den som albummets klassiske Four Tet-skæringer.
Albummet som helhed peger dog mere i retning af “A Joy” end “Smile Around the Face”, for et af de mest karakteristiske træk ved albummet er den udbredte og afvekslende brug af trommer. Den velklingende og swingende “Sun Drums and Soil” drives frem af et hurtigt og spændstigt groove kombineret med flydende orgelakkorder og gedigent blæserarbejde, ikke ulig Tortoise anno TNT – ligesom den skævt slentrende “High Fives”, der mixer ringlende xylofoner og glockenspiel med en insisterende, bumlende rytmesektion.
Men hvor udmærket disse og albummets resterende skæringer end fungerer som skitsepræget postrock og/eller electronica, savner man i de fleste tilfælde melodien, der giver kompositionerne det afgørende løft og fjerner den sidste grad af skepsis over for albummets ufokuserede facon.
Hebden har på Everything Ecstatic ikke skåret ned på mængden af detaljer, og albummet fremstår med sine løsere tøjler som en kompleks og krævende lytteoplevelse med tilstrækkeligt substans til gentagne givende gennemlytninger. Til gengæld er det svært ikke at ærgre sig over fraværet af de små forfinede, formfuldendte melodier, der gjorde Rounds til et mesterligt afklaret studie i sammenblandingen af organiske og elektroniske virkemidler. Men mindre kan selvfølgelig også gøre det, og man kan grundlæggende kun have respekt for Kieran Hebdens behov for at søge nye steder hen iført Four Tet-kasketten. Så må vi bare krydse fingre for, at melodimaterialet er endnu bedre næste gang.
