Forsiden på Explode er præget af store bogstaver, som staver artisten og albummets navn. Men hvis man kigger nærmere efter, er de store bogstaver enkeltvis konstrueret af meget små bogstaver, som udgør de enkelte numres tekster. For AGF/Delay er teksten mere vigtig end musikken.
Bag navnet AGF/Delay gemmer sig den kunstneriske og private duo, der udgøres af Antye Greie-Fuchs og Vladislav Delay. Begge har de under hvert sit alias udgivet indtil flere albums gennem det seneste årti, men dette er deres første samarbejde – et samarbejde, de længe har villet udføre, men som først nu er blevet realiseret.
AGF er den af de to, som har mest erfaring med brugen af ord i musikken, og det er derfor naturligt, at det primært er hende, som står bag teksterne. De er både personlige og almene i deres kredsen om livets mening i lille og stort perspektiv. “Explode Baby” er f.eks. en fortælling om en jura-studerende kvinde, Hanadi Dschadara fra Israel, som til trods for sin lysende fremtid sprængte sig selv i luften i byen Haifa og dræbte over 20 mennesker. AGF forsøger i teksten at forstå Hanadi Dschadara ved at beskrive hendes dag som en helt normal dag, hvor man står op, ser sig i spejlet og tager tøjet uden på et bælte dynamit. Teksten til nummeret kommer fra en udstilling, hvor AGF efter at have hørt historien om Hanadi Dschadara skrev et prosadigt om pigen på en rulle tapet – det tog hende 20 timer.
Et andet nummer som “Ristrict” handler om at leve under et diktatur og være begrænset i sine udfoldelsesmuligheder. AGF er opvokset i byen Halle-Neustadt, som var en utopisk byidyl i Østtyskland bygget til arbejderen. Hun har således selv oplevet de diktatoriske kår på egen krop. Og sådan er alle numrene på albummet enten personlige tekster eller oplevelser samlet ind fra e-mails, tv, aviser og derefter kørt igennem forundringen og betragtningen hos AGF.
Musikken er på Explode ingen steder en konkurrent til ordene. Det er tydeligvis en ordplade, og AGF plejer da også at betegne sig selv som en ’poem producer’ – sangen er et instrument på linje med musikkens elementer, og dens force er, at ordenes lyde kan bære en mening. Ordenes mening ledsages af, hvad der må betragtes som Vladislav Delays simple, dubbede beats, der ofte har et lille ukompliceret synthtema til at give musikken mere rum og stemning. Men i det hele taget er det, som om musikken ikke får lov til at udfolde sig.
I sidste ende bliver Explode en smule ensformig, fordi musikken spiller andenviolin og derfor ikke er specielt markant. Den kunne sagtens have fået en mere ligeværdig plads i helhedsudtrykket, uden at teksterne ville have lidt last. Teksterne kan til en vis grad bære albummet alene, men det er irriterende, at de kun kan findes skrevet med meget lille skrift på forsiden af albummet og ikke inden i coveret. Når nu teksterne er så vigtige, burde de være lettere at læse.
Lyt til “Break Doors”:
[audio:http://www.poemproducer.com/agfdelay/breakDOORS.mp3]
